Silikoner, en lang række forskellige polysiloxaner med den generelle struktur [-SiR2-O-]n, hvor substituenterne, R, kan variere, men dog oftest vil være methyl eller fenyl.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet silikone kommer af roden i silicium og -on.
Silikoner har generelt stor varme- og vejrbestandighed og god elektrisk isolationsevne. Desuden er de stærkt vandafvisende og kemisk resistente. Lavmolekylære silikoner benyttes som silikoneolie og silikonefedt med smørende egenskaber samt til hydrauliske væsker, mens højmolekylære analoger bruges som silikonegummi og silikoneplast.
Silikoner anvendes også til kabelkapper, pakninger, klæbestoffer samt påføres beskyttelsespapir på fx selvklæbende etiketter og gulvfliser.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.