Polymerisation er den proces, hvorved en monomer eller en blanding af monomerer omdannes til en polymer. Omdannelsen af monomeren kan i princippet foregå ved to forskellige processer, addition (se nedenfor) og kondensation (se kondensationspolymerisation). Denne skelnen relateres primært til polymerens sammensætning og struktur. Additionspolymerisation kaldes også kædepolymerisation, mens kondensationspolymerisation kaldes trinvis polymerisation, navne, der baserer sig på reaktionsmekanismerne.

Ved additionspolymerisation eller polyaddition foregår der en gentaget, ofte meget hurtig addition af monomerer til den voksende polymerkæde uden fraspaltning af vand eller andre molekyler. Blandt de syntetiske polymerer polymeriseres alle de mængdemæssigt vigtige monomerer af olefintypen (ætylen, vinylklorid, styren og propylen) og af dientypen (fx isopren, kloropren og butadien) ved en additionsproces. Men også monomerer uden dobbeltbindinger, fx epoxy, isocyanat, laktamer og laktoner, kan polymeriseres ved addition.

Industriel fremstilling

I praksis udføres en polymerisation ved en af fire processer. Ved massepolymerisation (bulk-polymerisation) er monomeren i en homogen fase (gas, væske eller fast stof) uden opløsningsmiddel eller dispergerende medium. I opløsningspolymerisation er monomeren opløst i et opløsningsmiddel og reagerer under dannelse af en polymer, som kan være opløselig eller uopløselig i opløsningsmidlet. I en suspensionspolymerisation er monomeren dispergeret som små dråber i vand eller et andet egnet inert medium. Endelig er emulsionspolymerisation en polymerisation, hvor der anvendes emulgeringsmidler til at dispergere og stabilisere monomeren i form af meget små dråber, hvilket fører til dannelsen af en latex.

Ved at styre procesforhold som temperatur, tryk og koncentration af monomer og additiver kan den fremstillede polymers molekylvægt og struktur kontrolleres. Polymerisationen igangsættes normalt af en tilsat initiator, og molekylvægten kan begrænses ved tilsætning af en inhibitor. De teknologisk meget vigtige additionspolymerisationer initieres oftest ved generering af frie radikaler, som så polymeriseres. Industrielt anvendes additionspolymerisation også til anion-, kation- og koordinationspolymerisation, hvor enden på den voksende polymerkæde er hhv. en anion, en kation og en koordinationsforbindelse.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig