polymer

Naturlige polymerer kan både være uorganiske og organiske forbindelser. Til de uorganiske regnes diamant og grafit, der er krystallinske, men hvis kulstofatomer er bundet sammen af covalente bindinger. Silikatglas er et andet eksempel på en uorganisk polymer. De organiske polymerer (biopolymerer) dannes ved biosyntese. Vigtige eksempler er polysaccharider (se kulhydrater), lignin, naturgummi, proteiner og nukleinsyrer (DNA og RNA).

har stor teknologisk betydning og fremstilles i stadig stigende mængder. Udgangsmaterialerne fremstilles i den petrokemiske industri med råolie som basis. Syntetiske polymerer anvendes bl.a. til plast, tekstilfibre (se kemofibre), gummi, klæbestoffer og maling.

Polymerers fysiske egenskaber, der er af afgørende betydning for deres anvendelse, afhænger især af molekylvægten og den molekylære opbygning, der kan være lineær (kædeformet), stærkt forgrenet eller ligefrem tværbundet, så kæderne danner et netværk. De lange, lineære polymerkæder er ofte mobile, men holdes indbyrdes sammen af sekundære molekylære vekselvirkninger. Lineære polymerer er ofte termoplastiske, dvs. formbare ved opvarmning, mens tværbundne polymerer har mere temperaturuafhængige egenskaber.

Ud fra deres molekylære orden kan polymerer klassificeres som amorfe (dvs. uordnede, hvilket gør dem glasagtige og stive) eller semikrystallinske (dvs. delvist ordnede; se polymermorfologi). En amorf polymer kan ofte ved opvarmning gøres gummiagtig og viskos og derved formbar.

Polymerers mekaniske egenskaber er vigtige for anvendelsen. De er karakteriseret ved viskoelasticitet: deformationen (fx forlængelsen af en fiber) øger med tiden ved konstant belastning, men ved kortvarige belastninger kan polymeren genvinde den oprindelige form, når belastningen fjernes. Periodiske mekaniske belastninger kan gennem dæmpning forvandles til varme.

En lang række andre egenskaber, fx termiske, elektriske, optiske og kemisk og fysisk stabilitet, er ligeledes af afgørende betydning for polymerers anvendelse.