Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

gummi

Oprindelige forfattere HCJ og SoeHvi Seneste forfatter Redaktionen

gummi, per definition en elastisk polymer (se elastomer), der ved vulkanisering kan ændres til eller allerede er ændret til at have en sådan beskaffenhed, at den kan kvælde, men i det væsentlige er uopløselig i et kogende opløsningsmiddel som benzen. Vulkaniseret gummi kan trækkes ud til over den dobbelte længde og dog vende tilbage til udgangslængden, når trækket ophører. Vulkaniseret gummi kan ikke umiddelbart bibringes en permanent form ved hjælp af varmepåvirkning og moderat tryk.

Gummitræ. Aftapning af naturgummi i en plantage i Malaysia, som er verdens tredjestørste producent.

Gummitræ. Aftapning af naturgummi i en plantage i Malaysia, som er verdens tredjestørste producent.

Den oprindelige kilde til gummi var naturgummi udvundet af latex fra gummitræet (Hevea brasiliensis); naturgummi har udelukkende den kemiske sammensætning cis-1,4-polyisopren. Fra begyndelsen af 2. Verdenskrig blev syntetiske gummier udviklet; i dag er den vigtigste gummitype copolymer af styren og butadien. Andre vigtige syntetiske gummier er: butylgummi, ethylenpropylengummi, neopren, nitrilgummi, polybutadien, syntetisk cis-1,4-polyisopren og silikonegummi.

Ordet gummi kommer fra latin, af græsk kommi, af egyptisk opr.

Såvel naturgummi som de syntetiske analoger opfylder tre fundamentale betingelser, der alle bidrager til de karakteristiske elastiske egenskaber: lange trådagtige molekyler, fornøden fleksibilitet i molekylekæden, som tillader bøjelighed og sammenrulning af denne, samt mekaniske eller kemiske bindinger mellem molekylerne. Den umodificerede rågummi er imidlertid normalt svag og klæbende, mister elasticitet under brug og nedbrydes af luft og sollys. Før formgivning opblandes rågummi, ofte flere typer, derfor omhyggeligt med forskellige fyldstoffer samt proces- og beskyttelseshjælpestoffer til en såkaldt kompound. Den grundige blanding af kompounden sker sædvanligvis på store blandeapparater imellem to opvarmede, modsatkørende rotorer, der kører med forskellig hastighed; ofte tilsættes svovl og acceleratorsystemer i en efterfølgende blandeoperation ved lavere temperatur. Omdannelsen til det færdige, mekanisk stærke og holdbare gummiprodukt sker som regel under opvarmning og tryk ved sammenbinding af de enkelte molekylekæder ofte med svovlbroer, såkaldt vulkanisering.

Annonce

Valg af den rigtige type gummi beror på anvendelseskrav og omkostninger. Ved formulering og fremstilling af gummi til bildæk styres eksempelvis en række vigtige forhold som slid, vejgreb og ældning gennem blandinger af styrenbutadien- og polybutadiengummi. Tilsætning af op til 30 vægtpct. kønrøg (findelt kul) har en forstærkende effekt; yderligere 20 vægtpct. olie strækker elastomererne, men virker samtidig som både blødgører og proceshjælpemiddel. Hertil kommer en lang række andre nødvendige hjælpestoffer i mindre mængder, bl.a. svovl til den endelige vulkanisering og antioxidanter. Det færdige dæk indeholder ofte mindre end 50 vægtpct. gummi.

Termoplastiske elastomerer, der er baseret på treblok-copolymerer (se polymer) med polystyren-yderblokke, som flankerer polybutadien eller polyisopren, kræver ikke vulkanisering, men kan forarbejdes som formbart plast. Her udvirker styrenblokkene sammenbindingen af gummifaserne.

Gummiprodukter

Gummiprodukter udgøres af en lang række forskellige produkter, hvis væsentligste bestanddel er en gummi eller en elastomer. Bilindustrien er den største forbruger af gummiprodukter. Næsten 60 % af al gummi anvendes til fremstilling af dæk til biler, landbrugs- og entreprenørmaskiner. Derudover indeholder biler betragtelige mængder gummiprodukter i form af remme, slanger og stødpuder. Uden for bilindustrien findes mange forskellige anvendelser til husholdnings- eller beklædningsgenstande, fx i form af elastikker, handsker, støvler og skosåler.

Historie

Gummitræets naturlige hjemsted er Amazonlandet i Brasilien, hvor gummi blev produceret, allerede inden europæerne kom til landet. Gummi fik dog først større kommerciel betydning, da den skotske fabrikant Charles Mackintosh i 1823 fik patent på en metode til at overtrække tekstiler med gummi, så de blev vandtætte, og da amerikaneren Charles Goodyear i 1839 opfandt vulkaniseringsprocessen. I 1800-t. blev gummi fortrinsvis anvendt til tekstiler og fodtøj, men med bilernes fremkomst opstod der et nyt stort marked for gummi til bildæk, og senere fulgte også en række andre anvendelser, bl.a. inden for den elektriske industri.

Den kommercielle anvendelse af gummi medførte hurtigt mangel på råstof, og fra slutningen af 1870'erne blev der anlagt et stort antal gummitræsplantager i Det Fjerne Østen med frø hentet i Brasilien, så Malaya og Indonesien blev de største producenter af naturgummi. I mellemkrigstiden blev der gjort adskillige forsøg med at fremstille syntetisk gummi, men udviklingen tog først fart under 2. Verdenskrig, da Japan besatte nogle af de største producentlande i Østen. Efter 2. Verdenskrig er en stadig stigende del af verdens gummiforbrug blevet dækket af syntetiske produkter.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Chr. Johansen, Søren Hvilsted: gummi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 26. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=87166