PET-flaske, flaske fremstillet af polyethylentereftalat (PET). PET har fremragende gasbarriere-egenskaber og gode mekaniske og optiske egenskaber, hvorfor det er blevet det foretrukne materiale til kulsyreholdige læskedrikke.

Materialets høje smeltepunkt, 265 °C, nødvendiggør en særlig fremstillingsteknik. Fortørret PET sprøjtestøbes sædvanligvis ind i en speciel, opvarmet preform, der efterfølgende strækkes og blæses til den endelige flaskeform.

PET-flasken blev patenteret 1973 af den amerikanske kemiker Nathaniel Wyeth; flaskerne har været anvendt i Danmark som tykvæggede returflasker i størrelserne 1,5 l siden 1991 og 0,5 l siden 1994.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig