Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

klæbestoffer

Oprindelige forfattere HJSP og Vogel Seneste forfatter Redaktionen

klæbestoffer, lime, materialer til sammenføjning af emner både i hjemmet og i industrien. En lim skal kunne hæfte til de to overflader, der skal sammenføjes (adhæsion), og den skal efter afhærdning have en passende sammenhængskraft (kohæsion). De fleste klæbestoffer indeholder organiske polymerer af høj polymerisationsgrad eller forstadierne dertil. Polymererne kan være naturlige eller syntetiske. Hvis de højpolymere stoffer allerede findes i limen, vil det være nødvendigt at smelte den, opløse den i organiske opløsningsmidler eller emulgere den i vand. Opløsningsmiddel eller vand forsvinder da under hærdningen. Afhærdningen kan også foregå ved polymerisation af lavpolymere stoffer eller ved kemisk reaktion mellem to komponenter.

Før der limes, skal de to overflader gøres rene, hvilket ofte kan være en kompliceret proces, som omfatter både affedtning, mekanisk og kemisk behandling, og limen skal gøres klar. Efter påføring af limen skal de to emner spændes sammen, mens limen afbinder og hærder.

Naturlige lime

De første lime var naturligt forekommende klæbemidler som bivoks, harpiks, tjære og melklister, der er en opslæmning af mel i vand. Melklister er fx udmærket til at klæbe to stykker papir sammen, men sammenhængskraften er lav. Den er betydelig højere, hvis man anvender et andet gammelt produkt, fiskelim, som blev lavet ved kogning og inddampning af fiskeaffald. Herved opstod der et meget klæbrigt produkt, som imidlertid havde en ubehagelig lugt og en begrænset holdbarhed. Den gammeldags snedkerlim var fremstillet ud fra huder og ben, som efter en forbehandling blev indkogt.

Annonce

Moderne klæbestoffer

Med udviklingen af syntetiske klæbestoffer i 1900-t. findes der nu flere hundrede typer af lim på markedet med vidt forskellige egenskaber nøje tilpasset til de emner, der skal limes. Til limning af papir anvendes fx PVAc-lime (polyvinylacetat-lime) eller smeltelime (hot melts). Træ kan limes med PVAc-lime eller urealime.

Problemerne bliver større, hvis man vil sammenlime stykker af metal, plast (hvoraf der er mange typer) eller keramik, og endnu større, hvis man fx vil lime metal mod keramik. Blandt mulighederne er kontaktlime, cyanoakrylatlime, der består af methyl- eller ethylcyanoakrylat, som hærder i forbindelse med fugtighed, umættede akrylatlime, polyurethan- og epoxylime, silikone- og polyesterlime samt tokomponentlime, fx den meget stærke epoxylim Araldit.

Anvendelser

Limning er en proces, der konkurrerer med mange andre, fra syning til lodning og svejsning. Hvilken proces der vælges, afhænger af kravene, der stilles til holdbarhed, af økonomi og af tradition.

Inden for fly- og rumfartsindustrien er limning meget anvendt, og mange lime er blevet udviklet til disse formål. I 1970'erne fremkom fly med hellimede skrog, men vigtige samlinger var desuden nittede. I 1980'erne udvikledes hellimede fly uden nitter. En væsentlig fordel ved limsamlinger er, at limen overfører belastningen uden de spændingskoncentrationer, der opstår ved nitte- og boltsamlinger. Derved opnås større bestandighed mod udmattelsesrevner i metallet.

Cyanoakrylatlim har været anvendt af læger siden begyndelsen af 1970'erne som vævslim til sammenklæbning af mindre sår. Akrylatet polymeriserer på få sekunder ved kontakt med sårets fugtighed og lukker derved såret. Vævslim anvendes på de fleste danske skadestuer.

Også i metalindustrien er limning en proces i fremgang. Den har særlig betydning for de typer rustfrit stål og aluminium, der ikke kan svejses, men anvendes også til almindeligt stål og titan. Metallimning fik industriel betydning under 2. Verdenskrig og har siden været i stadig udvikling, især båret frem af flyindustrien. Metallimning anvendes også til fx fremstilling af laminerede plader til kølecontainere, til reparation af bilkarosserier og til montagesamlinger i forseglede enheder. Fra slutningen af 1900-t. er man dog blevet mere opmærksom på miljøhensyn, idet der i nogle lime anvendes skadelige kemikalier. I visse tilfælde kan en alternativ løsning være at designe produktet, så de enkelte dele låser sig sammen af sig selv.

Referér til denne tekst ved at skrive:
H.J. Styhr Petersen, Conrad Vogel: klæbestoffer i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=107391