Keramik. Mælkekande fra Den Kongelige Porcelainsfabrik, 1825-30. Kanden er dekoreret i farver og med guld over glasuren. Den findes på Kunstindustrimuseet i København.

.

Keramik. Fad af brændt og glaseret ler med indridset dekoration, udført af Thorvald Bindesbøll på Københavns Lervarefabrik i Valby 1899; Kunstindustrimuseet. Bindesbøll nåede i 1880'erne frem til en fri ornamental stil, der kom til fuld udfoldelse i 1890'erne. Hans fantasifulde mønstre udfoldede sig især på fade og store krukker og betegnede et nybrud, der viste vej til 1900-t.s abstrakte kunst.

.

Keramik. Hankekar fra ældre romersk jernalder, fundet i en stenbygget grav i Sdr. Stokholm ved Sindal i Vendsyssel. Læg mærke til ornamentikken, der er lavet med stempler af form som små fodsåler. Karret er 10,7 cm højt; det findes på Vendsyssel Historisk Museum.

.

Keramik (Danmark), Næsten al forhistorisk dansk keramik er uglaseret, ubemalet og fremstillet uden brug af drejeskive. Leret, der findes rent i den danske natur, blev tilsat et magringsmiddel, ofte brændt knust granit, for at øge godsets modstandsdygtighed over for temperaturchok. Oftest opbyggedes karret af lerpølser, der blev lagt oven på hinanden i ringe og derefter glattet sammen, men eksempler på kar, der er modelleret ud fra en enkelt lerklump, kendes også. I stenalderen foregik brændingen i bål ved ret lav temperatur og i kort tid. Senere begyndte man at bruge miler og i løbet af jernalderen også primitive ovne.

Forhistorisk tid

Den tidligste danske keramik er fra den sene del af Ertebølle-kulturen, ca. 4600-3900 f.Kr. Det er ret grov keramik i form af store kogekar med spids bund til at bore ned i ildstedets gløder og små ovale skåle, der formodentlig blev brugt som spæklamper. Med landbrugets indførelse i Danmark omkring 3900 f.Kr. fik keramikhåndværket en stor opblomstring med fremkomsten af tragtbægerkulturen, der har navn efter sin mest almindelige lerkartype med rundet bug og tragtformet hals. Den blev fremstillet både i små versioner, antagelig drikkebægre, og store kar, der viser tegn på at have været brugt som kogekar. Ved siden af disse brugskar fremstilledes en lang række mere rituelle karformer, i begyndelsen især flaskeformer, senere fodskåle, skåle med skulder og små hængekar. De rituelle kar, der undertiden er ornamenteret med et øjemotiv, ser ud til at have spillet en væsentlig rolle i datidens religion og træffes især i forbindelse med dysser og jættestuer eller på store samlingspladser som fx Sarupanlægget på Sydvestfyn.

Omkring 2800 f.Kr. klingede tragtbægerkulturen ud, og keramikken mistede meget af sin rituelle betydning. De næste 400 år, i stridsøksekulturen, fremstilledes især simpel bopladskeramik, men også nogle små smukke kar, der ofte er fundet som gravgaver. Et gravfund ved Beddinge i Skåne, hvor to kvinder var begravet med både smukke lerkar og et redskab til keramikfremstilling, antyder, at det i hvert fald på denne tid var kvinder, der fremstillede keramikken.

Fra senneolitisk tid og ældre bronzealder kendes kun meget grov og simpel brugskeramik. De finere kars rolle ser ud til at være blevet overtaget af små barkspande og trækar, som kendes fra egekistegrave fra ældre bronzealder. Der skete dog en funktionel forbedring af keramikken, idet den undertiden fik en særlig overfladebehandling, beklaskning, hvor man smurte karsiden med en grov lergrød med småsten. Der dannedes derved en ru overflade, som gjorde det lettere at få greb om karret.

I yngre bronzealder, fra omkring 1000 f.Kr., blev kvalitet og formforråd gradvis øget, og man har fundet både forskellige dobbeltkoniske krukker, åbne skåle og sikar. Med indførelsen af brandgravsskikken fik keramikken en ny funktion som urne for de døde. Som regel brugte man husholdningskar, men man har også fundet ansigtskar med modellerede øjenbrynsbuer, øjne og næse, og husurner med antydet dør, lavet specielt som gravurner. Disse urnetyper afspejler kontakt til det nordlige Polen.

Keramikken fra begyndelsen af jernalderen ligner den yngre bronzealders, men i slutningen af førromersk jernalder, omkring Kristi fødsel, fik pottemagerkunsten i Danmark en ny opblomstring. Ud over den simple brugskeramik fremstilledes nu også en finere bordvare, især store fade, mere eller mindre lukkede krukker og små krus (hankekar) i elegante former, lavet af tyndt og fint magret gods. Det var kraftigt glittet og ofte brændt, så det fik en skinnende sort overflade. Dekorationen bestod af kannelurer, indridsede geometriske mønstre og små stempelmærker. Kulturelle forskelle landsdelene imellem afspejles i keramikken.

I løbet af den senere del af romersk jernalder begyndte trækar og drikkehorn med og uden metalbeslag, importerede metalkar, glas og importeret romersk keramik (terra sigillata) at fortrænge den hjemlige keramik i de rigeste grave, og keramikkens kvalitet blev gradvis ringere. I germansk jernalder (ca. 400-800 e.Kr.) ser det ud til, at den fine keramik blev helt udkonkurreret, og på periodens bopladser har man kun fundet simple brugskar. Den første drejede keramik fra Danmark er fundet i Ribe i lag, der dateres til 725-760.

Vikingetid og middelalder

Vikingetidens keramik betegner et lavpunkt, hvad angår fremstillingsteknik, formgivning og kartyper. Genstandene er i reglen plumpt opbygget i hånden med tykke vægge og er brændt ved lave temperaturer, hvilket gør godset porøst og skrøbeligt. Det stærkt begrænsede antal karformer spænder fra små skåle over større urneformede opbevaringskar til spandformede kar. Mens fladbundede kar dominerede det østlige Danmark, var halvkugleformede kar udbredt i Jylland; denne variation afspejler muligvis forskelle i udformningen af ildsteder. Importeret lertøj markerer sig tydeligt ved bedre kvalitet og formgivning i fund fra fx Ribe og Århus. Særlig hyppigt forekommer her den i Rhinlandet udviklede kuglepotte, velbrændt med kugleformet korpus og distinkt randparti tildannet med formtræ o.l. I det østlige Danmark optræder importkeramikken hovedsagelig i form af den dekorerede slaviske keramik fremstillet på langsomt roterende drejeskive. Nye bopladsfund fra Sjælland viser, at importen af slavisk keramik har taget sin begyndelse ikke senere end 800-t. I løbet af 1000-t. havde den slaviske keramiktype, nu også fremstillet på dansk grund og derfor betegnet Østersøkeramik, helt fortrængt tidens hjemlige keramikformer.

Fremstillingen af glaseret lertøj i Danmark blev påbegyndt omkring 1200-t. og hentede sine forbilleder i 1000-t.s engelske og nordvesteuropæiske keramiktyper, i Danmark fornemst repræsenteret ved store glaserede kander. Dette lertøj blev i overvejende grad fremstillet af professionelle håndværkere på hurtigt roterende drejeskiver og brændtes i egentlige pottemagerovne i modsætning til oldtidens milebrændte keramik. Fem middelalderlige pottemagerovne fra 1200- og 1300-t. samt affald fra yderligere tre pottemagerier fra samme tid er påtruffet i Danmark. Disse ovne er alle opbygget efter vidt forskellige principper, hvilket antyder, at det egentlige pottemageri er nået til Danmark ad forskellige veje.

Etableringen af lands- eller regionsdækkende produktionssteder for keramik opstod i senmiddelalderen. I 1500- og 1600-t. var der virksomme pottemagere i de fleste købstæder. En af dem, Lavrids Pottemager i Næstved, eksperimenterede omkring 1575 med tinglasur med henblik på fremstillingen af majolika eller fajance, en keramiktype, som 100 år tidligere var blevet udviklet i Italien.

1700- og 1800-tallet

Ved siden af det mere håndværksmæssigt bearbejdede lertøj til husholdningsbrug udvikledes fra 1700-t. en dansk keramik, der indtil slutningen af 1800-t. i store træk fulgte den europæiske udvikling. I 1722 grundlagdes den første fajancefabrik i Store Kongensgade i København for blå-hvide varer påvirket af fajancerne fra Delft. Inspiration fra tysk og fransk keramik førte til etablering af fajancefabrikker i bl.a. Kastrup, Slesvig, Eckernförde, Kellinghusen og Stockelsdorff, der især specialiserede sig i polykromt blomstermaleri. Den Kongelige Porcelainsfabrik blev grundlagt i 1775 og fremstillede porcelæn med inspiration fra Tyskland.

Dansk keramik slog internationalt igennem i 1880'erne, da Bing & Grøndahl (grdl. 1853) under Pietro Krohns og J.F. Willumsens kunstneriske ledelse og Den Kongelige Porcelainsfabrik under Arnold Krog grundlagde en produktion af blå-hvidt underglasurmaleri til stel, figurer og prydgenstande. Aluminia (grdl. 1863) producerede især spisestel i stengods, Ipsens Enke (grdl. 1843) vaser efter antikke forbilleder samt gengivelser af kendte skulpturer. Flere pottemagervirksomheder og lervarefabrikker som Kähler i Næstved og Wallmann i Utterslev knyttede fra 1880'erne også kunstnere til sig, bl.a. Thorvald Bindesbøll, Svend Hammershøi og familien Skovgaard, der både eksperimenterede selvstændigt og fik betydning for en kunstindustriel produktion.

1900-tallet

Keramik. Erik Nyholm hører til blandt de få keramikere med rødder i maleriet, der har lært sig keramikkens håndværksmæssige og kemiske processer. Her ses et af hans sene eksempler på et værk, der tager udgangspunkt i et traditionelt pottemagerobjekt, fadet, og som samtidig er et ekspressivt, abstrakt vægrelief. Fadet er fra 1985 og måler 36 cm i diameter. Privateje.

.

Dansk keramikhistorie har i 1900-t. været præget af flere hovedtendenser, der har udviklet sig stadig mere markant i forhold til hinanden. Indtil slutningen af 1800-t. blev keramikken overvejende anskuet og behandlet under ét; som brændt ler enten anvendt til brugsgenstande eller som skitsemateriale til mere skulpturelle værker, senere færdiggjort i mere ædle materialer som fx marmor eller bronze.

Sidstnævnte funktion havde for keramikken samme status som skitser på papir havde for billedkunstnere. Med den britiske Arts and Crafts Movement's idéer og derpå århundredskiftets skønvirketanker blev det på den ene side mere almindeligt, at billedkunstnere udførte keramiske værker; heraf betegnelsen kunstnerkeramik.

På den anden side udviklede det traditionelle, decideret brugsorienterede keramik- eller pottemagerfag sig på en sådan måde, at visse faggrupper begyndte at få status som studiokeramikere. Studiokeramikkens etablering blev understøttet af en gryende bevidsthed om det skandinaviske kunsthåndværks særpræg og styrke. Disse to tendenser, der i dag ikke længere helt kan adskilles, har gennem århundredet udviklet hver deres særkender.

Kunstnerkeramikken opstod i 1880'erne ved bl.a. Thorvald Bindesbøll og de tre søskende Joakim Skovgaard, Niels Skovgaard og Suzette Holten samt Elise Konstantin-Hansen. I forlængelse af deres interesse for at arbejde skulpturelt med det keramiske materiale sluttede også Theodor Philipsen og Karl Hansen Reistrup (1863-1929) sig til disse pionerer, hvis virke først senere skulle blive navngivet og rubriceret som en særlig afdeling af keramikkens historie.

Der er oftest tale om blyglaseret lertøj, især udformet som buster, skulpturer, relieffer og billedligt dekorerede fade og krukker. Mere materiale-eksperimenterende var kunstnerne Niels Hansen Jacobsen, Søren Kongstrand (1872-1951) og J.F. Willumsen. Sidstnævnte arbejdede med både lertøj, stentøj og porcelæn.

1910-30 satte purismen ind i kunstnerkeramikken; kun få kunstnere arbejdede keramisk, herunder Kai Nielsen, Gerhard Henning og Gottfred Eickhoff; også maleren Jais Nielsen gik med årene i stigende grad over til at arbejde med keramik.

De fleste kunstnerkeramikere havde i perioder arbejde for Den Kongelige Porcelainsfabrik og Bing & Grøndahl, og ligeledes må også nutidige kunstnere siges at have haft stor indflydelse på dele af virksomhedernes produktioner, især i forhold til udformningen af skulpturelle objekter. Især Axel Saltos porcelæns- og stentøjsarbejder var banebrydende, både på grund af hans brug af det keramiske ornament og som formgivning betragtet.

I mellem- og efterkrigsårene udviklede kunstnerkeramikken sig i meget eksperimental retning af modernistiske kunstnere som Erik Nyholm, Ejler Bille, Henry Heerup og Asger Jorn. Disse kunstnere arbejdede hver især ukonventionelt med materialet og havde oftest pottemagere til at assistere sig teknisk. Det samme kan siges om den yngre generation af kunstnerkeramikere, hvis produktion i lige så høj grad er kendetegnet ved keramiske værker som ved mere traditionelle udtryksformer, fx Bjørn Nørgaard, Kirsten Christensen, Peter Brandes, Lars Ravn, Nils Erik Gjerdevik og Peter Carlsen (f. 1955).

Det er kunstnere, der siden 1987 har skabt deres overvejende ekspressive kunst i samarbejde med eksperter på bl.a. Tommerup Teglværks store værksted. Fra ca. 1980 er stadig flere nye offentlige udsmykninger blevet udført i keramik, fx Ursula Reuter Christiansens portal til Aabenraa Museum fra 1987.

Side om side med kunstnerkeramikkens udvikling og i takt med den voksende bevidsthed om kunsthåndværk som et særligt fagområde opstod der fra ca. 1920 en række værksteder, hvor keramikerne fokuserede stærkt på at arbejde på grundlag af de solide nordiske håndværkstraditioner — i modsætning til kunstnerne.

Navnet Saxbo, stentøjsvirksomheden, der påbegyndtes i 1929 af Nathalie Krebs og Gunnar Nylund, står for nogle af de håndværksmæssigt og æstetisk set fornemste produkter, der er skabt i 1900-t. Centrets form- og glasurtekniske resultater har haft indflydelse på uddannede udøvere lige siden.

I 1930'erne, da brugskeramikken generelt bevægede sig i funktionalistisk retning, blev navne som Lisbeth Munch-Petersen, Christine Swane, Gertrud Vasegaard og Eva Stæhr-Nielsen nærmest synonyme med præcis, stram og klassisk formsans.

Saxbo og den samtidige brugsorienterede værkstedskeramik fra 1930'erne til 1960'erne konsoliderede dansk kunsthåndværk internationalt. De kvalitetsmæssigt bedste arbejder er siden blev betegnet studiokeramik (af det amerikanske studio ceramics).

De førende nutidige studiokeramikere kan overordnet inddeles i to grupper: de, der vægter et mere klassisk formsprog, fx Malene Müllertz, Bente Hansen, Beate Andersen (f. 1942), Richard Manz, Bodil Manz, Gunhild Aaberg (f. 1939), Jane Reumert (f. 1942) samt Alev Siesbye, og de ekspressive, fx Sten Lykke Madsen samt den internationalt orienterede studiokeramikergruppe Clay Today.

Studiokeramikken har i 1900-t. udviklet sig til et fagområde, der bevæger sig mellem kunstnerkeramik og brugskunst med udgangspunkt i pottemageriet. Begrebsliggørelsen af sammenhængen mellem kunst og keramik var i slutningen af 1990'erne i rivende udvikling. Danske grupperinger influeres i stigende grad af internationale kontaktflader.

Museet Clay Keramikmuseum Danmark ved Middelfart samler og dokumenterer udviklingen inden for dansk keramik.

Læs også om keramikkens historie, om islamisk keramik eller om keramik generelt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig