Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

tegl (Historie)

Oprindelige forfattere IG, PG-H og UKjaer Seneste forfatter Redaktionen

Soltørret tegl blev brugt til murværk i Mellemøsten fra neolitikum omkring 8000 f.Kr. Brændt tegl blev fra 1000-t. sommetider anvendt i Mesopotamien, og i det ægæiske område findes i Lerna og Tiryns eksempler på brug af brændt tagtegl før 2000 f.Kr. Først i 600-t. f.Kr. blev brændte tagtegl atter anvendt i det græske område samt i Etrurien, Syditalien og på Sicilien, og det blev herefter almindeligt at anvende brændt tegl i tagkonstruktioner.

Til murkonstruktioner som forskalning over en betonkerne, hvilket kaldtes opus testaceum, blev brændt tegl i Vesten dog først det almindelige byggemateriale med byggeboomet i romersk kejsertid fra 1. årh. e.Kr.

Da materialet er brandsikkert og egner sig godt til massefremstilling, har det særlig været anvendt til monumentalbyggerier samt i perioder med stor byggeaktivitet (se Romerriget (arkitektur)).

Annonce

Herefter synes teglbrændingsteknikken at være gået tabt i Vesten indtil 1100-t., mens den har været almindelig i mellemøstlig og asiatisk arkitektur med hyppig brug af glaserede tegl til moskébyggerier. I Kina findes såvel brændte som ubrændte tegl anvendt i de ældste faser af Den Kinesiske Mur omkring 210 f.Kr.

Fra Norditalien, hvor genoptagelsen af teglbrænding indledtes i begyndelsen af 1100-t., blev teknikken formidlet direkte og indirekte til bl.a. Danmark, og i 1160'erne anvendtes tegl til fx cistercienserklostrene i Esrum og Sorø.

Det nye materiale er fx beskrevet i indskriften på en sten i Nørre Løgum Kirke, og Valdemar den Store roses på en blyplade i sin grav i Sankt Bendts Kirke i Ringsted for at have bygget Dannevirke af "brændte sten".

Fælles for de gammelkendte naturstensmure og de nye teglmure var opmuringen i mørtel og kassemurskonstruktionen, hvor yder- og indermur dannede et hulrum, der blev udstøbt med brokker. Kun de allertidligste teglmure var helt igennem opbygget af tegl.

Tegl blev fremstillet efter behov på stedet stort set overalt i Danmark og i talrige variationer: mursten, tagsten, fliser samt formsten til facadeudsmykninger og bygningsdetaljer, alle fremstilledes i forskellige nuancer og evt. med glasur.

Ved siden af ovne, bygget til brug for ét (større) byggeri, forekom fra 1200-t. en decideret teglindustri, og både lokale og centrale teglovne anvendtes op i 1900-t. Ubrændte lersten er benyttet til lette konstruktioner, særlig i landbyggeri.

Siden senmiddelalderen er tegl importeret fra bl.a. Lübeck. I 1600-t. blev der til de kongelige byggerier ofte importeret små hollandske sten, de såkaldte mopper, mens der i 1700-t. typisk anvendtes smalle Flensborgsten.

I den nyklassicistiske periode 1750-1850 blev det almindeligt med pudset murværk, men fra sidste halvdel af 1800-t. blev det blanke murværk uden puds igen dominerende og var det, indtil det industrialiserede montagebyggeri slog igennem i 1960'erne.

På grund af teglens æstetiske kvaliteter øgedes brugen af tegl igen i slutningen af 1900-t., hvor man ofte har bygget en tynd skalmur uden på en mur af et andet materiale.

Læs mere om tegl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ittai Gradel, Poul Grinder-Hansen, Ulla Kjær: tegl (Historie) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=170332