Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

puzzolan

Oprindelig forfatter NHC Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/23656/=ud_a_92923.mp3?revision=1

puzzolan, (af ital. pozzolana, efter byen Pozzuoli ved Napoli), vulkansk bjergart, som består af kiselsyreholdige materialer, der ved omgivelsernes temperatur reagerer med calciumhydroxid og danner tungtopløselige calciumsilikathydrater. Antikkens cement var en blanding af dette materiale og læsket kalk.

Andre materialer med samme egenskaber, kaldet puzzolaner, er brændt moler, knuste teglsten, flyveaske fra kraftværker, risskalaske og mikrosilica.

Puzzolancement er portlandcement iblandet 5-35% puzzolan. Hærdning af portlandcement alene giver calciumsilikathydrat og calciumhydroxid. Puzzolan vil reagere med sidstnævnte i en yderligere hærdning og erstatter derfor på en måde cement. En del puzzolaner er spildprodukter, som ikke ønskes deponeret, men kan anvendes på denne måde; derfor trænger puzzolancement ind på markedet. Dansk cement og beton er ofte tilsat flyveaske.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels H. Christensen: puzzolan i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=147305