Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

emalje

Oprindelige forfattere BLPed, Hein, NHC og TMel Seneste forfatter Redaktionen

I mange årtier var emaljerede brugsgenstande uundværlige i hverdagen. På dette emaljeskilt fra A/S Glud & Marstrand fra 1930'erne ses bl.a. den populære kaffekande Madam Blå. Emaljekulturen sluttede omkring 1970, da nye materialer kom frem på markedet.

I mange årtier var emaljerede brugsgenstande uundværlige i hverdagen. På dette emaljeskilt fra A/S Glud & Marstrand fra 1930'erne ses bl.a. den populære kaffekande Madam Blå. Emaljekulturen sluttede omkring 1970, da nye materialer kom frem på markedet.

emalje, tyndt, sammenhængende lag af en uorganisk glas, hovedsagelig bestående af sammensmeltede oxider, påført og vedhæftende en rengjort metaloverflade. Et tilsvarende glaslag påført en keramisk genstands overflade kaldes en glasur. Om tandemalje, se tænder.

Ordet emalje kommer af fransk émail, middellatin smaltum, lånt fra germansk, jf. smelte.

Emaljering af brugsgenstande

Emaljering af brugsgenstande af støbejern og stål begyndte lidt før år 1800, og frem til ca. 1970 kom en strøm af emaljerede brugsgenstande på markedet: gryder, kaffekander, komfurer, køkkenovne, vaskemaskiner, vask-udløb, badekar, vaskekummer, større beholdere til industrielt brug, rør, vejskilte, nummerplader etc. I Danmark blev A/S Glud & Marstrand førende på dette område; men i 1967 lukkedes denne del af produktionen. Teknikken anvendes dog endnu i Østeuropa, og emaljerede brugsvarer herfra dukker stadig op i Danmark.

Fremstilling af emalje

Emaljen fremstilles, ved at bestanddelene smeltes fx i en digel. Den smeltede emaljemasse skal være letflydende og fri for luftblærer ved temperaturer under det metalliske emnes smeltepunkt. Smeltemassen bratkøles i vand, hvorved den sprænges i små stykker, som eventuelt formales yderligere til pulver. En vandig opslæmning af dette glaspulver, fritte, pensles eller sprayes på metalemnet, der efter tørring anbringes i ovn og opvarmes, til fritten er smeltet og fri for luftblærer, hvorefter der langsomt afkøles. Den stivnede emaljes sammentrækning skal under afkølingen passe til metallets sammentrækning, og vedhæftningen til metallet skal være stærk.

Annonce

Kunstemaljers sammensætning ligner blyglasurers, brugsemaljers boratglasurers (se glasur). Moderne brugsemaljer kan indeholde zirconiumoxid og være mælkede. Farver kan opnås med bl.a. kobber- og cobaltoxid.

Kunst og kunsthåndværk

I oldtiden udførte man emaljearbejder på guld, sølv, kobber og elektrum; bronze anvendtes kun i Vesteuropa i keltisk tid (400-t. f.Kr. og senere). De ældste emaljearbejder kendes fra det mykenske Grækenland og Cypern (2. årtusinde f.Kr.); oprindelsen er muligvis egyptisk. Forekomsten i Grækenland og det etruskiske Italien fra 500-t. f.Kr. synes oprindelig at bero på kontakten til Assyrien/Babylonien. I romersk tid anvendtes emaljeteknikken kun i de nordvestlige provinser, hvor emaljeudsmykning anvendtes af kelterne til brocher, kar og kander.

Teknikker

I emaljearbejder anvendes flere teknikker, der kan inddeles i fire hovedtyper: 1) Ved celleemalje eller cloisonné anbringes emaljen mellem tynde metaltråde, der er fæstnet på et metalunderlag, og efter brændingen planslibes overfladen; en variant er trådemalje, hvor spiralsnoet tråd danner en ophøjet væg mellem nedsænket emalje; en anden variant er vinduesemalje eller plique à jour, hvor emaljen udfylder et netværk af tråde, der isoleres fra underlaget, som fjernes efter brændingen.

2) Ved grubeemalje eller champlevé lægges emaljen, der kan være gennemskinnelig eller dækkende, i udstansede furer i metalgrunden; ved reliefemalje eller basse-taille anvendes især gennemskinnelig emalje, idet motivet graveres eller drives ned i grunden, således at lyset reflekterer farven med vekslende intensitet efter emaljelagets tykkelse.

3) Ved emaljeplastik dækkes høje relieffer med emalje, eller den modelleres til små figurer på et trådskelet.

4) Ved maleremalje males motivet med en pensel, ofte på en kobberplade, og genstanden brændes efter påføringen af hver farve.

Kejserens hovedklæde med cloisonné-emalje, perler, ædelstene og guld. Den er fra Ming-dynastiet og findes i Den Forbudte By i Beijing, Kina.

Kejserens hovedklæde med cloisonné-emalje, perler, ædelstene og guld. Den er fra Ming-dynastiet og findes i Den Forbudte By i Beijing, Kina.

Emaljeteknikken kom til Østasien fra Mellemøsten i 600-700-t. Cloisonné var den almindeligst anvendte teknik indtil 1700-t., hvorefter også emaljemaling blev taget i brug. Mønstrene blev som oftest udført i rødt, gult, grønt, sort og hvidt på blå og turkis bund. Lotusblomsten er et meget benyttet motiv i de tidlige kinesiske arbejder, senere ses blomstrende kviste, frugter, fugle, havescener, mennesker og dyr, og i japanske emaljearbejder ses desuden tekstilmønstre.

Emalje anvendtes oprindelig på vaser, fade og skåle; med tiden også på dyrefigurer og nipsgenstande. Se også Kina (kunsthåndværk) og Japan (kunsthåndværk).

Historie

I Europa var celle- og grubeemalje kendt allerede i oldtiden. Celleemaljen forekommer i det ægæiske område i 1100-tallet f.Kr. og blomstrede senere hos kelterne samt, især fra 500-tallet, i Det Byzantinske Rige; et hovedværk i den byzantinske kunst er altertavlen Pala d'Oro i Markuskirken i Venezia (900-1300-tallet), et udsøgt smykke er Dagmarkorset fra ca. 1000 (Nationalmuseet i København). Fra Byzans bredte teknikken sig til Italien, Frankrig og Tyskland. I løbet af 1100-tallet erstattedes celleemaljen af opak grubeemalje på kobbergrund, og samtidig blev Limoges i Frankrig storproducent til det europæiske marked; et mesterværk er Verdun-alteret i Klosterneuburg ved Wien, udført 1181 af Nicolaus fra Verdun. Fra ca. 1400 udvikledes maleremaljen, der bevarede Limoges' position til slutningen af 1500-t.

I guldsmedekunsten kombineredes ældre teknikker med maleremaljen og sjældent så smukt som i renæssancens og manierismens smykker efter 1550. Fremragende danske eksempler er Christian 4.s krone fra 1596 og Frederik 3.s scepter fra 1648 (Rosenborg). Fra ca. 1650 dominerede maleremaljen, dels på korpusarbejder som Georg Strauchs alterkalk fra 1648, dels på miniatureportrættet, barokkens yndede gaveartikel; på dets afløser i 1700-t., snustobaksdåsen, anvendtes alle teknikker, og efter at ædelstene længe havde domineret, vandt emaljen også indpas på nyklassicismens smykker.

Emaljerede korpusarbejder i 1800-t.s historiske stilarter fremstilledes bl.a. i Wien, men emaljen vendte først tilbage for alvor omkring 1900. Dels hos Carl Fabergé i Rusland, der både efterlignede ældre russisk trådemalje og nyklassicismens reliefemalje, nu på maskingraveret (guillocheret) grund, dels hos René Lalique i Frankrig, som bl.a. genopdyrkede vinduesemaljen i sine art nouveau-smykker. Også art déco-stilen anvendte emalje, fortrinsvis til nips og ure.

I sidste halvdel af 1900-t. tog flere billedkunstnere emaljemaleriet op som udtryksform, og større udsmykningsopgaver er udført af bl.a. Inger Hanmann og Hanne Gaarde Salamon (10.4.1935-17.1.2015) til Københavns Lufthavn (1988 og 1990).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bent Lerbæk Pedersen, Jørgen Hein, Niels H. Christensen, Torben Melander: emalje i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 7. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=70215