Æltning. Dejen æltes her med håndkraft.

.

Æltning, sammenblandende bearbejdning af masser med høj viskositet; udføres med håndkraft eller vha. æltemaskiner.

Til industriel æltning bruges en række forskellige maskintyper. Et eksempel på en ekstremt krævende ælteproces er blanding af rågummi, ofte flere typer, med svovlpulver og kønrøg og en række hjælpestoffer i små mængder. Dels er massens viskositet meget høj, dels er det nødvendigt, at blandingen bliver fuldstændig homogen. Blandeprocessen indledes i en dobbeltskrueælter og afsluttes ved, at massen går igennem et valseværk, hvori den passerer imellem to glatte valser, som roterer med forskellige omdrejningstal, således at massen gennemgår en rivning; se valsemølle.

I husholdningen er æltning et vigtigt arbejdstrin i tilberedning af fars og især dej, idet æltningen er afgørende for dejens sejhed, elasticitet og bageegenskaber (se gluten). Ved fremstilling af ost og smør har æltning ligeledes stor betydning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig