Stripning, (afledn. af strippe 'fjerne, borttage'), fjernelse af en opløst gas fra en væske ved gennembobling med fx luft. Ved stripning kan man fjerne uønskede opløste gasser, fx methan og svovlbrinte, fra grundvand, der skal bruges som drikkevand. Denne proces er det modsatte af absorption. Processens virkning beror på, at systemet væske-opløst gas-luft bevæger sig imod en koncentrationsligevægt, som ved stadig tilførsel af ren luft indebærer fjernelse af al opløst gas. Stripning med vanddamp, vanddampdestillation, forekommer i mange processer i den kemiske industri. Mht. fjernelse af kvælstof fra spildevand, se ammoniakstripning.