Ristning, ophedning af et materiale under tilførsel af atmosfærisk luft, således at der sker en oxidation. Formålet er ofte at omdanne en sulfidholdig metalmalm til metaloxid. Det primære formål kan også være produktion af svovldioxid, hvoraf der fremstilles svovlsyre. Råvaren er da pyrit (FeS2). I en række processer til metaludvinding er formålet med ristning at omdanne uopløselige sulfider til vandopløselige sulfater (sulfaterende ristning). Ved klorerende ristning tilsættes natriumklorid. Metallet kan derefter foreligge som vandopløseligt klorid.