Partikelfilter, apparat til fjernelse af faste partikler fra gasser og væsker. Formålet kan være en rensning, fx fjernelse af luftbåret støv fra formalings- eller slibeprocesser ved at luften sendes igennem poser af et tekstilmateriale. Varme røggasser fra forbrændingsanlæg kan befries for partikler i et elektrofilter. Fjernelse af uklarheder fra væsker kan ske med en række forskellige typer af filtre. Formålet med en filtrering kan også være indvinding af et stof, som er opslæmmet i en væske, fx gær fra den næringsvæske, hvori gærcellerne er blevet dyrket, eller korn af et farvestof, som er dannet ved udfældning af en opløsning. Se også filtrering.