Knusemaskine, maskine til sønderdeling af groft materiale, ofte som første trin i en formalingsproces. Den kraftigste type er kæbeknuseren, hvori materialet falder ned imellem to lodretstående kæber, den ene fast, den anden bevægelig, fx i et hængsel. Bevægelsen af kæberne sker med stor kraft; de største typer kan knuse tonstunge stykker af fx kalksten. Når materialet er småt nok, falder det ud gennem den nederste åbning mellem kæberne. I kegleknuseren sønderdeles materialet imellem en roterende, riflet kegle og en riflet, faststående væg. Foroven er afstanden imellem væg og kegle størst; nedadtil snævres mellemrummet ind. Denne knusertype findes i miniatureformat i en peberkværn til husholdningsbrug. I valseknuseren trykkes materialet mellem valser til mindre brudstykker (fx kalksten og lerskifer til cementfremstilling) eller til flager (fx havre til havregryn). Se også hammermølle.