Idéen om et forbrændingsprincip kan spores tilbage til oldtidens elementlære. Den fik en mere præcis formulering af tyskeren Johan Joachim Becher. Det var imidlertid først, da Georg Ernst Stahl i 1723 udgav sin Fundamenta Chymiae, hvori han byggede videre på Bechers idéer, at teorien vandt tilslutning. Ifølge denne teori ledsagedes enhver forbrændingsproces af afgivelse af flogiston, hvorimod den omvendte proces, reduktion, krævede en tilførelse af flogiston.
Meget brændbare stoffer som kulstof, olier og fedtstoffer var rige på flogiston, hvorimod mindre brændbare stoffer indeholdt mindre af det. Da det blev antaget, at alle metaller indeholdt flogiston, bestod deres forskelle i de kemiske forskelle mellem de metalkalke (oxider), der dannedes, når de forbrændtes. Metallerne kunne gendannes ved opvarmning med flogistonrige stoffer, så ifølge Stahl kunne flogiston overføres fra et stof til et andet.
Den svenske kemiker Torbern Bergman bestemte i 1780 det relative flogistonindhold i forskellige metaller. De tal, han kom frem til, svarer til de elektrokemiske ækvivalentvægte, der først blev forklaret lang tid efter, at flogistonteorien var forladt.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.