Kemiluminescens, udsendelse af lys i forbindelse med kemiske reaktioner. Lysudsendelse kan forekomme, når reaktionsprodukter dannes i exciterede tilstande. Infrarødt lys kan udsendes, når molekyler dannes i vibrationelt exciterede tilstande. Ultraviolet eller synligt lys kan udsendes, når molekyler dannes i elektronisk exciterede tilstande; dette lys inddeles ofte i hhv. fluorescens og fosforescens. Det er en nødvendig betingelse for lysudsendelse, at energien ikke omdannes til varme ved kollisioner eller anden vekselvirkning mellem reaktionsprodukterne og molekylerne i omgivelserne. Kemiluminescens i biologisk sammenhæng betegnes som bioluminescens.

Faktaboks

Etymologi
2. del af ordet kemiluminescens kommer af luminescens.

Bioluminescens ses fx i nogle af ildfluens celler, hvor koblingen af det energibærende molekyle ATP til et luciferinmolekyle og den påfølgende iltning af molekylkomplekset vha. enzymet luciferase medfører udsendelse af lys. I laboratoriet bruges denne enzymatiske lysreaktion til at undersøge mængden af ATP, fx i celleekstrakt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig