Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

hydrater

Oprindelig forfatter SERa Seneste forfatter Redaktionen

hydrater, kemiske forbindelser, som ved udkrystallisation fra vandige opløsninger har bundet noget af vandet til sig.

Ordet hydrat kommer af hydro- og -at.

I de egentlige hydrater er vandet løst bundet som krystalvand, der kan afgives ved opvarmning og genoptages ved afkøling. Et eksempel herpå er krystalsoda, Na2CO3∙10H2O, natriumcarbonat, hvor vandmolekylerne stabiliserer en krystalstruktur ved at udfylde hulrum og ikke er særligt stærkt knyttet til natriumionerne. Krystalvand er så løst bundet, at det kan undvige og opbygge et vanddamptryk. Såfremt dette er større end damptrykket af vandet i den omgivende luft, fordamper vandet helt eller delvist, og man siger, at forbindelsen forvitrer som fx krystalsoda, der omkring 20 °C i tør luft forvitrer til Na2CO3∙H2O. Hvis omvendt damptrykket af vanddamp i luft er større end vanddamptrykket over et hydrat, optager dette yderligere vand og siges at flyde hen. Et eksempel herpå er calciumklorid, CaCl2∙6H2O.

I nogle tilfælde er vandet bundet komplekst, dvs. med egentlige kemiske bindinger, til en metalion, fx i forbindelser som Al[H2O]6Cl3, der ved opvarmning afgiver vand og omdannes til aluminiumoxid og hydrogenklorid. Noget af vandet sønderdeles, og forbindelsen kan således ikke umiddelbart genvindes fra afvandingsproduktet og vand.

Annonce

Skarpe grænser findes imidlertid ikke. I forbindelsen nikkel(II)sulfat, NiSO4∙7H2O, er seks vandmolekyler knyttet komplekst til nikkel, og det syvende udfylder hulrum i strukturen. Her kan alt vandet afgives og genoptages. Vandige opløsninger af visse gasser og lavtkogende væsker kan ved afkøling udskille krystallinske hydrater, der kaldes chlatrate hydrater. Et af de ældst kendte er klorhydrat, Cl2∙5,75H2O.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Svend Erik Rasmussen: hydrater i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=94382