Amfolyt, kemisk forbindelse, der består af amfotere (amfiprote) molekyler, dvs. molekyler, der kan optræde både som syre og base. Et kvantitativt mål for denne egenskab er det isoprote punkt, som er den surhedsgrad (pH), ved hvilken lige mange molekyler har reageret som syre og som base (se også det isoelektriske punkt).

Faktaboks

Etymologi
Ordet amfolyt kommer af græsk amfi- og lytos 'som lader sig løse'.

Typiske amfolytter er de såkaldte sure salte, fx hydrogensulfater og hydrogenfosfater, samt hydroxiderne af visse metaller, fx aluminium og zink; endvidere inden for den organiske kemi aminosyrerne, der fortrinsvis findes i form af amfoioner.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig