smedejern

Smedejern, svejsejern, kulstoffattigt, men slaggerigt jern egnet til smedning og essesvejsning.

I oldtid og middelalder blev smedejern fremstillet ved den direkte proces i en blæsterovn. I senmiddelalderen og nyere tid blev det derimod fremstillet i en totrinsproces, den indirekte proces, idet der først fremstilledes råjern i en højovn, hvorpå råjernet ved portionsvis friskning omdannedes til smedejern. De tidlige processer kaldtes osmund-, tysk- og vallonsmedning, mens 1800-t.s processer kaldtes Lancashiresmedning og pudling. Fælles for dem alle var det resulterende smedejerns lave silicium- og manganindhold (mindre end 0,02%) og det store slaggeindhold. Slaggerne lå strakt i smederetningen og medførte en større styrke i denne retning end på tværs. Fælles var også den meget heterogene fordeling af kulstof, fosfor og slagger. Et brækket smedejern viste senet brud. Smedejern kan ikke hærdes.

I dag fremstilles der ikke smedejern i gammeldags forstand. Armcojern ligner smedejern, men mangler slaggerne. Blødt stål er homogent og slaggefrit og har så meget silicium og mangan, at smedeligheden/svejsbarheden er forringet i forhold til smedejern. Se også støbejern.