pudling

Pudling, (eng., af puddle 'tilsøle, ælte, stampe', af subst. puddle 'pyt, mudderpøl'), den mest almindelige fremstillingsmetode for smedejern i 1800-t. Eiffeltårnet i Paris er fx bygget af puddeljern. Før indførelsen af puddelprocessen var man henvist til andre friskningsmetoder som fx tysksmedning, hvor råjernet var i direkte kontakt med brændslet. Så længe man anvendte trækul som brændsel, skete der ingen skade på smedejernet, men da man forsøgte at bruge stenkul, reagerede jernet med stenkulsasken under dannelse af lavtsmeltende sulfider. Det gjorde jernet "rødskørt", hvorved det revnede og ikke lod sig smede ud til stænger.

I 1784 udtog den britiske jernfabrikant H. Cort patent på en ny ovntype, puddelovnen. På ildstedet anbragtes gasrige kul, hvis flamme opvarmede råjernet til smeltning. Råjernsportioner på 150-300 kg placeredes på herden, der var adskilt fra ildstedet og foret med jernoxidrigt materiale, hvorved de rette oxiderende betingelser blev opnået. Råjernet mistede i løbet af en time sit silicium, mangan og kulstof og ændredes fra en smelte til en sej, slaggerig masse. "Pudlerens" næsten umenneskelige opgave var med brækjern at bringe stadig nye partier ind i reaktionszonen. Til sidst samlede han jernet i boller på ca. 50 kg og konsoliderede dem under hammeren. Den videre bearbejdning til stænger, skinner og færdigvarer skete under en damphammer eller i et valseværk.

Puddelprocessen slog hurtigt igennem i lande som England, Frankrig, Tyskland og USA, der alle havde rigeligt med stenkul. Puddeljernet var dog af ringere kvalitet end det smedejern, der fortsat blev fremstillet med trækul, bl.a. i Sverige. Svensk jerns gode omdømme hvilede især på dette forhold. Med introduktionen af Bessemer- og Siemens-Martin-processerne tabte pudlingen terræn og forsvandt helt før 2. Verdenskrig.