Konverter, (af eng. converter, af lat. convertere 'vende rundt'), bevægelig ovn, hvori metalsmelter bringes til at reagere med luftens ilt. Konverteren kan være pæreformet og tipbar, fx i Bessemer-processen, eller den kan have form af en liggende, drejelig tromle. I Bessemer- og Thomas-processerne friskes råjern til stål under indblæsning af luft, i L.D.-processen under indblæsning af ilt. Ved raffinering af kobber anvendes tromlekonvertere for at fjerne jern og svovl fra kobbersmelten.