jern (økologi)

Jern (økologi), Alle organismer indeholder jern. Da jern ofte findes som tungtopløselige forbindelser og mineraler, kan det være svært for planter at optage den nødvendige mængde jern. Større planter og planktonalger udskiller derfor organiske forbindelser (sideroforer eller jernbærere), der sammen med jern danner opløselige komplekser, som planterne kan optage.

Fra land bliver jern tilført havet via floderne, erosion af kysterne og med vindbåret støv. I de åbne dele af oceanerne kan koncentrationen af jern være så lav, at det begrænser planktonalgernes primærproduktion. Nogle forskere har derfor foreslået at gøde havvandet i disse områder med jern. Algerne vil så binde mere af luftens kuldioxid og derved nedsætte drivhuseffekten.

Jernbakterier får energi ved at oxidere Fe²⁺ til Fe³⁺. Den energi, bakterierne får ud af processen, bruger de til at producere organisk stof ud fra kuldioxid og vand. Processen kan medvirke til dannelsen af jernmalm. Hvor reduceret jern kommer i kontakt med luftens ilt, danner det iltede jern karakteristiske rustrøde okkerforbindelser. Det ses ofte i vandløb. Grundvand, der er hentet op fra iltfrie jordlag, kan indeholde uønsket meget jern. Ved at lade vandet risle ned over en iltningstrappe, kan jernbakterier ilte vandets jern, som derefter fælder ud som okker.

Andre bakterier reducerer Fe³⁺ til Fe²⁺ og oxiderer samtidig organisk stof. Det sker i områder, hvor der ikke er ilt tilstede, især i sø- og havbund, hvor Fe³⁺ findes i de øverste cm af bunden (sedimentet). Sedimentets indhold af Fe³⁺ fungerer endvidere som et jerntæppe, der effektivt hindrer giftig svovlbrinte i at slippe ud i vandet. Fe³⁺ binder svovlbrinte under dannelse af jernsulfid, der farver sedimentet sort. Sidst på sommeren kan sedimentets jernpulje være opbrugt, og svovlbrinte kan slippe ud. I sådanne tilfælde kan der opstå iltsvind i søer og kystnære områder.

Læs mere om jern.