Jern findes i et utal af mineraler, men i størst mængde som jernoxider og -sulfider. De vigtigste jernmalme (mere end 30 % Fe) udgøres af mineralerne magnetit (magnetjernsten), hæmatit (jernglans, blodsten), goethit (brunjernsten, limonit, myremalm) og siderit (jernspat).

Jern indgår i andre vigtige oxider som chromit (chrommalm), ilmenit (titanmalm) og i wolframatet wolframit (wolframmalm).

Jernsulfiderne findes i store mængder i kismalme og udgøres af pyrrhotit (magnetkis) og pyrit (svovlkis) samt i forskellige forbindelser med grundstofferne arsen, chrom, kobber, nikkel, titan og wolfram.

Jern indgår ligeledes i mange silikater som fx pyroxener (fx augit), amfiboler (fx hornblende), granater (fx almandin) og olivin.

Jern i gedigen (metallisk) tilstand forekommer sjældent, men rent jern findes i basalt. Det forekommer i større mængder ved Kassel og på Disko i Vestgrønland. Den største klump jern fundet på Disko er på 20 tons. Totalt findes 5 millioner tons gedigent jern i Hammers Dal-komplekset på det nordvestlige Disko. Gedigent jern findes også som meteorjern, hvor jernsulfidet troilit også findes.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig