Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

jern (historie)

Oprindelig forfatter VFB Seneste forfatter Redaktionen

Jernets ældste historie er knyttet til det østlige Middelhavsområde. Man kan skelne mellem en indledende periode, 2500-1200 f.Kr., hvor jern havde en meget høj statusværdi, og en periode efter 1000 f.Kr., hvor jern blev funktionelt og kom i almindelig brug. I den indledende periode dukkede jern op hist og her i form af smykker og rituelle genstande. Blandt disse kan nævnes en daggert med guldhæfte fra Alaca Hüyük i Anatolien, 2200 f.Kr., og en pragtøkse fra Ugarit i Syrien, 1400 f.Kr., hvor et blad af smedejern er faststøbt i en bronzefatning, der er dekoreret med guld.

Nogle sjældne jerngenstande fra denne periode har vist sig at bestå af meteorjern, fx en jernperle fra en kongegrav ved El Gerzeh i Egypten, 3000 f.Kr., et knivsblad fra en kongegrav i Ur i Mesopotamien, 2500 f.Kr. og en daggert med guldhæfte fra Tutankhamons grav i Theben fra 1350 f.Kr.

I en overgangsperiode, 1200-1000 f.Kr., begyndte brugsgenstande af smedejern, især enæggede knive, at dukke op som gravgaver på Cypern. Det Gamle Testamentes beretning om David og Goliat, der kan tidsfæstes til omkring 1000 f.Kr., kan opfattes som kampen mellem den svagt bevæbnede hyrdedreng og den svært bevæbnede Goliat, der havde filistrenes nyerhvervede jernteknologi at støtte sig til.

Annonce

Jernets opdagelse

Man kan kun gætte på, hvordan jernet er blevet opdaget. Det er temmelig sikkert, at meteorjernet ikke kan have givet nogen inspiration, dertil er det for sjældent. Derimod er det sandsynligt, at kobbersmedene allerede tidligt har haft lidt jern i hænderne. Kobberkis, som optræder i mange kobbermalme, kan ved reducerende smeltning udskille lidt jern, især hvis man tillige har brugt hæmatit som flusmiddel. Man må have bemærket dette nye metal ved dets afvigende farve og duktilitet og ved dets rustdannelse. Det sjældne metal blev reserveret særlige formål i smykker og kultgenstande.

Måske har man herefter opsøgt rustfarvede bjergarter og er efter utallige forsøg nået frem til at fremstille jernet rent. Dette synes at være sket omkring 2000 f.Kr. i Anatolien, hvor der var en lang kobbertradition. De tidligste anvendelser af jernet skete i Lilleasien, blandt paflagoner, chalyber og hittitter, hvilket fremgår af såvel oldtidens græske kilder som af moderne arkæologiske undersøgelser. Da jernteknologien er vanskelig, tog det flere hundrede år, før anvendelsen af det nye metal slog fuldt igennem. Jern havde i forhold til bronze nogle væsentlige fordele. Smedejernet kunne, selvom det ikke var hårdere end bronze, bedre holde en skarp æg og en spids od. Desuden var jern stivere end bronze (større elasticitetsmodul) og smedet jern indeholdt ikke de forræderiske porer og sugninger, der kunne svække støbte bronzegenstande. Tillige var jernmalme mere udbredt end kobbermalme. Smedene skulle imidlertid lære en ny teknologi: Mens bronzen fik sin form ved støbning, måtte jernet formes ved smedning, og dét ved temperaturer, der var betydelig højere end bronzes smeltepunkt. Den fortsatte anvendelse af bronze havde dog også fordele. Bronze var let at fremstille og krævede relativt lidt brændsel. Endvidere var bronze æstetisk tiltalende og rustede ikke. De to materialer blev brugt jævnsides i mange hundrede år, måske lige indtil tin blev en mangelvare. Til våben og værktøj (fx knive og mejsler) blev smedejern dog hurtigt dominerende.

Asien og Kina

Damascenerstål. En kaukasisk daggert, en såkaldt kindjal, fra 1860'erne. Klingens fine mønster viser, at den er fremstillet af damascenerstål.

Damascenerstål. En kaukasisk daggert, en såkaldt kindjal, fra 1860'erne. Klingens fine mønster viser, at den er fremstillet af damascenerstål.

I Kina dukkede jern først op ret sent, omkring 500 f.Kr., i den sidste del af Kinas bronzealder. Det første jern optrådte endda uden for det kinesiske kerneområde, i barbariet i kongeriget Wu nord for det nuværende Shanghai. Det særlige ved Kina er, at man fra begyndelsen støbte jernet og brugte meget som støbegods. En del blev dog glødet og omdannet til aducergods. Dette bløde jern kunne om nødvendigt smedes til nye former som knive og sværd. De arkæologiske fund er rige på U-formede jernbeslag til forstærkning af træspader, men indeholder også håndjern og bøjler til slaver. I 117 f.Kr. indførte Handynastiet statsmonopol på jernproduktionen, der på dette tidspunkt var velorganiseret i store jernstøberier.

I Indien og Persien fremstillede man allerede på Alexander den Stores tid fremragende stål. Damascenerstål blev kendt og frygtet i Europa i middelalderen under de voldsomme sammenstød mellem saracenere og korsfarere.

Europa

I Vesten fremstillede man smedejern direkte fra jernmalm, og man lærte tidligt at hærde knive, mejsler og lignende værktøj. Homers beskrivelse af, hvordan Odysseus og hans mænd ødelægger kyklopen Polyfemos' øje med en spids, glødende træstang, viser klart, at hærdning var almindeligt kendt på Homers tid, 800-700 f.Kr: "Ganske som naar en Smed en glødende Biil eller Øxe / dypper i svalende Vand, som lydelig hviner og bobler, / for den at hærde, thi Jernet derved erholder sin Styrke; / saaledes hvisled hans Øie om Spidsen af Oliestangen" (Odysseen, niende sang, vers 391-394 i Wilsters oversættelse).

For at kunne hærde jern måtte man udsøge smedejern med forhøjet kulstofindhold, eller man måtte fremstille kulstofrigt jern ved indsætning. Men den langt overvejende del af alt jern anvendtes i form af smedejern; det var det jern, der blev brugt til søm, hestesko, økser og beslag og til de fleste våben. Hærdet jern forblev undtagelsen — og er det også i dag.

Jernhåndteringen nåede Syrien og Palæstina ca. 1000 f.Kr., Grækenland og Assyrien ca. 800 f.Kr. og Etrurien, Egypten og Sudan ca. 700 f.Kr. Fra Sudan spredte kunsten sig ned i Afrika, hvor den har overlevet på et næsten uforandret stade lige til vor tid.

Etruskerne havde fine jernmalme på Elba, men efterhånden som øens skov blev opbrugt, måtte malmen fragtes til ovne på det italienske fastland. I kystområderne mellem Piombino og Grosseto har arkæologer påvist mere end 1 mio. t slagger fra tidlig jernfremstilling, 700-100 f.Kr. Italienske stålværker udnyttede i 1920'erne en stor del af disse gamle slagger til moderne råjernsproduktion. Romernes interesse for og senere erobring af Etrurien havde uden tvivl sammenhæng med områdets veludviklede jernteknologi.

Fra Grækenland bredte kendskabet til jernteknologien sig op gennem Balkan, og fra Etrurien over Alperne til de keltiske områder. Omkring 600 f.Kr. var jernet velkendt i Østrig (Hallstatt), Ungarn, Bøhmen og Bayern. Herfra spredtes kendskabet til Schweiz (La Tène), Frankrig, Nordtyskland, England og Skandinavien, hvor jern med sikkerhed er blevet fremstillet, i hvert fald sporadisk, allerede 400-300 f.Kr.

Skandinavien

Danmark gennemgik i det små en lignende udvikling som Middelhavsegnene. To rageknive af bronze udsmykket med jernindlæg (fra Kjeldbymagle på Møn og Arnitlund syd for Vojens) stammer fra den yngre bronzealder. I de følgende århundreder importerede vi såvel funktionelle færdigvarer som halvfabrikata. Dobbeltspidsbarrer, halvfabrikata på 4-6 kg, eksporteredes viden om fra de keltiske områder. En af disse barrer er fundet ved Randbøl i Jylland og findes nu på Vandel Museum. Den er svær at datere, men skønnes at stamme fra 200 f.Kr.

De tidligste spor af jernudvinding i Skandinavien er fundet ved Bruneborg (Østbirk sogn, Midtjylland, 200 f.Kr.), Röda Jorden (Skinnskatteberg, Västmanland, 300 f.Kr.) og Genevad (sydlige Halland, 100 f.Kr.). Omkring 200-300 e.Kr. kan man konstatere en stor produktion i Vestjylland, hvor man systematisk begyndte at grave myremalm og behandle den i en ny type blæsterovn, der også er kendt fra samtidige anlæg i Nordtyskland og Polen. Blæsterovnen havde et reaktionskammer på godt en meters højde, og under dette var der en grube for opsamling af slagge. Jernudvindingen var vel organiseret at dømme efter de udstrakte og ensartede anlæg. Ved Starup Skole er der fundet mindst 330 ovnpladser og ved Snorup (Tistrup sogn) mindst 4000. Anlæggene er i modsætning til mange andre ovntyper fra ældre tid lette at lokalisere, fordi de 50-350 kg store slaggeklumper endnu ligger i gruberne. Udvindingen har stået på i flere hundrede år, i hvert fald til 600 e.Kr., men den kan have flyttet plads nogle gange i takt med egeskovens hugst og nyvækst.

Den intensive jernudvinding i denne periode har sikkert været begrundet i gode afsætningsmuligheder hos de romerske grænsegarnisoner langs Rhinen. De store våbenofferfund i helligmoserne (Nydam, Viemose, Illerup osv.) vidner dog om, at det samtidig har været en urolig tid. Måske har kampene bl.a. drejet sig om kontrollen med den vestjyske jernrigdom.

Fra de næste århundreder, 600-1100, har man ikke kendskab til jernudvinding i det egentlige Danmark, men fra Norge kendes mange produktionssteder (Heglesvollen i Trøndelag, Møsstrond i Telemark, Dokkfløyvann i Oppland). Her udnyttede man i reglen en jernrig, men ret fosforfattig rødjord. Talrige danske jerngenstande fra vikingetiden må være kommet fra Norge, fx knive fra grave på Lindholm Høje, nagler fra Aggersborg, en økse fra Sdr. Onsild ved Fyrkat og to ankre fra hhv. Ladbyskibet og Ribes centrum. På Gjerrild Strand, Djursland, er der fundet tolv økseformede barrer, der sikkert stammer fra et strandet norsk skib.

Mellem 1100 og 1600 fremstilledes hovedparten af det jern, der anvendtes i Danmark, i de østdanske landsdele Skåne og Halland og i de norsk-danske landsdele Jämtland og Härjedalen. Udgravninger 1992-96 nær Tvååker, Varberg, Halland, har påvist en intensiv jernproduktion i 1100- og 1200-t., en virksomhed, som også er omtalt i et gavebrev fra biskop Absalon. Jernet kan være blevet sendt fra udvindingsstederne som halvfabrikata i form af 10-16 kg tunge kloder, der færdigbearbejdedes andre steder, i byer, på borge og i klostre. I en mose nær Våxtorp, Sydhalland, har man fundet et depot på 64 barrer, der stammer fra 16 ituhugne kloder, og i skovene nord for Hallandsåsen og i Göinge Herred kan man stadig støde på store slaggebunker fra middelalderens jernproduktion. I sognene nord og vest for Silkeborg var der 1300-1600 også en beskeden jernproduktion. Kloder fra Simmelkær sendtes så sent som i 1599 til kongens ankersmedje på Bremerholm.

Højovnen

Engang i 1100-t. skete der en epokegørende metodeforbedring, der førte til højovnen og friskningsherden. Meget tyder på, at de afgørende skridt blev taget i Västmanland-Dalarna på steder, hvor der var rigeligt med vandkraft. Forudsætningen for at drive en højovn er en kontinuerlig kraftkilde, fx et møllehjul, der kan drive blæsebælgene uden stop i flere måneder. Samtidig skiftede malmen fra at være rødjord til magnetit og hæmatit, som der var rigeligt af i overfladenære gruber. Først senere, da man også havde konstrueret effektive grundvandspumper, kunne man gøre gruberne dybere. Den bedst undersøgte tidlige højovn er Lapphyttan øst for Norberg i Västmanland. Den var i drift ca. 1200-1350 og var omgivet af otte små friskningsherder, hvori højovnens råjern omdannedes til smedejern. Råjern og støbejern var i begyndelsen af forsvindende interesse, det var smedejernet, der var efterspørgsel på. Men med krudtets opfindelse blev der også brug for kugler og kanoner af støbejern (ca. 1400), og noget senere, fra ca. 1500, fandt støbejernet tillige almindelig anvendelse til bilæggerovne, ildbukke og gryder.

Den svenske jernindustri voksede sig med tiden meget stærk. I mange hundrede år var hovedproduktet smedejern, der solgtes i form af fingerstore stykker, de såkaldte osmund. Ifølge privilegierne skulle der gå 24 osmund på et lispund (ca. 8 kg), hvilket betød at den enkelte osmund kunne variere noget i vægt, men gennemsnitlig vejede 300 g. Osmunderne pakkedes i fade med 480 stykker, som under kontrol eksporteredes fra Stockholm til Danzig, Lübeck, København, Holland og England.

Omkring 1550 var jernhåndteringen blevet så mekaniseret, at man med vanddrevne hamre kunne smede jernet ud i lange stænger. Hermed forsvandt osmunderne langsomt og erstattedes af stangjern, 3-4 m lange stænger med en vægt på 18-22 kg. I udskibningsstæderne fortsatte den strenge kontrol, så alt stangjern skulle være mærket med producentens stempel. Stangjern var udgangspunkt for alt smedearbejde, fra hestesko, søm, låse og nøgler til gitre, hjulbandager (jernringe til vognhjul), værktøj og våben.

Før 1900 var alt smedejern ulegeret og indeholdt normalt mindre end 0,02% silicium og 0,02% mangan, men der kunne være ca. 0,1% kulstof og fosfor, og der var normalt mange slaggeinklusioner. Smeden arbejdede altid med glødende jern. Kolddeformation var undtagelsen og ilde set: "Fanden tager syv koldsmede hver nytårsaften". Denne holdning kan meget vel skyldes de dårlige erfaringer, man havde med at hamre på koldt jern; på grund af det hyppige, men uforudsigelige, fosforindhold kunne jernet pludselig brække — det var koldskørt.

Sverige havde omkring 1750 300 højovne i drift og indtog en ledende stilling på Europas jernmarked, hvilket også kom til udtryk i to store værker om jernet og jernteknologien af Swedenborg (1723) og S. Rinman (1782). De svenske producenter sluttede sig sammen i "Jernkontoret", den ældste organisation af sin slags; den kunne i 1997 fejre sit 250 års jubilæum.

Den jyske jernproduktion ophørte omkring 1600, men Christian 4. støttede væksten i den norske jernindustri ved at udstede privilegier til højovnene i Fossum (1625), Bærum og Eidsvoll. I 1700-t., da det gik bedst, var der ca. 20 højovne i drift, de fleste på sydvestsiden af Oslo Fjord, hvorfra stangjern og støbegods (fx ovne) blev leveret til Danmark. Kendte jernværker var Fritzøe, Nes, Bærum og Ulefoss. Flertallet af hærens og flådens kanoner og kugler blev støbt på Moss og på Fritzøes jernværker. Grundlaget var en række små, men velegnede magnetitforekomster langs Oslo Fjord.

I Mellem- og Sydeuropa fortsatte man længe med varianter af den direkte blæsterovnsteknik (rendeovne, stykovne og catalanske ovne), men i 1500-t. blev højovnen også almindelig i disse områder. Det er dog karakteristisk, at Agricola i sit berømte værk De re metallica (1556) endnu ikke omtalte højovnen. I 1645 byggedes den første højovn i Nordamerika, i Saugus, Massachusetts, og snart opstod der mange andre, især i Pennsylvania. Så godt som alle højovne i såvel Amerika som Europa blev drevet med trækul som brændsel indtil 1870'erne. I Sverige fortsatte man endog til omkring 1960 med trækulshøjovne.

Undtagelsen var England, som med et skovareal på kun 6% (1700) havde store vanskeligheder med at forsyne sig selv med brændsel og tømmer. Man eksperimenterede med stenkul, men med utilfredsstillende resultat, indtil det lykkedes for Darby at fremstille brugbart, svovlfattigt råjern ved at chargere højovnen med koks i stedet for med stenkul.

Puddelovnen

Eiffeltårnet i Paris med Seinen i forgrunden. Foto 2009.

Eiffeltårnet i Paris med Seinen i forgrunden. Foto 2009.

Råjernet må som før nævnt friskes i særlige ovne for at blive til brugbart smedejern. Så længe der anvendtes trækul i disse tysk-, vallon- og lancashirefriskningsherder, nåede man frem til udmærket smedejern. Men da man i England forsøgte sig med stenkul på friskningsherden, gik det galt, smedejernet blev rødskørt pga. et betydeligt svovlindhold. Et kæmpeskridt nåedes med opfindelsen af puddelovnen (H. Cort, 1784), hvor ildstedet med kullene blev adskilt fra herden. Ved denne metode kunne stenkulsasken ikke afgive sit skadelige svovl til jernet på herden. Pudlingsmetoden betød, at man blev uafhængig af trækul, og den samtidige udvikling af dampmaskinen førte til, at man kunne bygge jernværker hvor som helst, uafhængigt af vandkraften. Disse forhold medførte en dramatisk omplacering af de jernindustrielle centre, fra Sverige, Norge og Rusland til England, Tyskland, Frankrig og USA. Endnu en engelsk opfindelse, forvarmning af højovnens indblæsningsluft med gigtgas, stammer fra 1820'erne og forbedrede på afgørende vis brændselsøkonomien.

Pudlet jern er anvendt i en række bygningsværker, der står endnu, fx Britanniabroen over Menai-strædet i Wales (1850), Maria Pia-broen i Porto, Portugal (1877), Eiffeltårnet i Paris (1889) og Firth of Forth-broen i Skotland (1890).

Stål

Sidst i 1800-t. skete den hidtil største nyskabelse i jernets 3000-årige historie: Jern kunne nu fremstilles via smelteprocesser som Bessemer- og Siemens-Martin-metoderne, og færdigvaren, som var homogen og slaggefattig, fik betegnelsen stål.

Læs mere om jern.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Vagn Fabritius Buchwald: jern (historie) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=101216