thallium

Jordskorpens gennemsnitsindhold af thallium er ca. 0,5 g/t. Det opfører sig både som et lithofilt grundstof, idet ionen Tl⁺ erstatter K⁺ i kalifeldspat og glimmer, og som et chalcofilt grundstof ved at danne mineraler sammen med svovl. Sulfidmineralerne blyglans (galena) og zinkblende (sphalerit) kan fx indeholde op til 0,5 vægtpct. thallium. Selvstændige thalliummineraler er sjældne og findes især i hydrotermale mineralforekomster dannet ved lav temperatur, eksempelvis lorandit (TlAsS₂) og vrbait (Tl₄Hg₃Sb₂As₈S₂₀) samt chalcothallit (Tl₂(Cu,Fe)₆SbS₄), der kun kendes fra Ilímaussaq-komplekset i Sydgrønland. I disse mineraler findes thallium som Tl⁺. Avicennit (Tl₂O₃), som dannes i mineralforekomsters oxidationszone, har til gengæld ionen Tl³⁺.

Thallium udvindes som et biprodukt ved brydningen af bly-, kobber- og zinkmalme. En udvinding af flyveaske fra kulfyrede kraftværker, hvor en del af thalliumindholdet sandsynligvis stammer fra kullets indhold af mineralet pyrit, er også mulig. Kul indeholder nemlig op til 3 g thallium pr. t. Der udvindes årlig ca. 10 t thallium (2014), og reserverne er på ca. 380 t. De samlede thalliumresurser i zinkmalme og i kulforekomster skønnes at være hhv. 17.000 t og 630.000 t.

Thallium udvindes især af flyvestøv fra ristning af metalsulfidmalme. Det har kun få tekniske anvendelser, bl.a. som legeringsmetal i blylegeringer.

Thallium optræder i forbindelser med oxidationstrin +1 og +3, der begge kan eksistere i vandige opløsninger som ionerne Tl⁺ og Tl³⁺. Tl⁺-ionen har ligheder med sølv- og rubidiumionen. Thalliumfluorid, TlF, er letopløseligt i vand ligesom sølvfluorid, hvorimod de øvrige halogenider, TlX, hvor X kan være klor, brom eller jod, er tungtopløselige som de tilsvarende sølvforbindelser. Thalliumjodid, TlI, anvendes i små mængder som tilsætning til natriumjodid i scintillationsdetektorer til måling af røntgen- og gammastråling. Opløsninger af thalliumhydroxid, TlOH, er i lighed med opløsninger af rubidiumhydroxid stærkt basiske. Tl³⁺-ionen har ligheder med Al³⁺-ionen, men er i modsætning til denne et mildt oxidationsmiddel, der kan oxidere jodid til frit jod. Alle thalliumforbindelser er giftige.

Omkring 1900 blev thallium anvendt som lægemiddel, fx mod syfilis og dysenteri, samt som hårfjernelsesmiddel. Indtil omkring midten af 1900-t. blev thalliumforbindelser ofte brugt som pesticider, især til rottebekæmpelse. Miljøforurening med thallium skyldes dels anvendelsen som rottebekæmpelsesmiddel, dels forurening efter metalsmeltning, kulforbrænding og cementfremstilling.

Thalliumforbindelser kan hverken smages eller lugtes og har derfor været misbrugt til mord og selvmord; de kan optages gennem huden, og den dødelige dosis er ca. 1 g. Forgiftning viser sig først som opkastning og diarré, og i løbet af nogle dage udvikles der nervebetændelse med muskelsvækkelse og brændende fornemmelser i hænder og fødder. Nogle uger senere følger hårtab og hvide tværstriber på neglene. Kronisk forgiftning kan vise sig som psykiske forstyrrelser.