Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

tellur

Oprindelige forfattere Bos, JRo-H og SERa Seneste forfatter Redaktionen

Tellur. Havlmetallet tellur sælges oftes som et mørkegråt/brunt pulver.

Tellur. Havlmetallet tellur sælges oftes som et mørkegråt/brunt pulver.

tellur, tellurium, grundstof nr. 52, placeret i det periodiske systems 16. gruppe; atomtegn Te. Grundstoffet, der er en halvleder, er et sølvhvidt, noget skørt halvmetal, der let pulveriseres. Tellur udvindes af det slam, der opstår ved rensning af kobber ved elektrolyse, og anvendes hovedsagelig i legeringer, fx sammen med bly og kobber. Blytellurid, PbTe, og bismuthtellurid, Bi2Te3, anvendes i den elektroniske industri.

Ordet tellur kommer af latin tellus 'Jorden', gen. telluris.

I 1782 opdagede F.J. Müller von Reichenstein et guldmineral, der ud over guld indeholdt et hidtil ukendt stof. I 1798 genoptog M.H. Klaproth undersøgelserne; han bekræftede Müllers opdagelse og gav metallet dets nuværende navn, tellur.

Geokemi og mineraler

Tellur udgør ca. 0,001 g/t af jordskorpen og findes overvejende i hydrotermale forekomster, skarnbjergarter og tungsand, hvor det koncentreres sammen med guld.

Annonce

Egenskaber
Nummer52
AtomtegnTe
Navntellur
Relativ atommasse127,6
Densitet6,25 g/cm3 (20 °C)
Smeltepunkt450 °C
Kogepunkt990 °C
Opdagelse1782 (F.J. Müller von Reichenstein)

I de hydrotermale forekomster findes tellur sammen med kobber, molybdæn, sølv og guld. Vulkansk svovl kan indeholde op til 250 g/t, og skifer op til 1 g/t, mens mangannoduler kan indeholde op til 125 g/t. Tellur erstatter pga. den store ionstørrelse (2,1 Å) i begrænset omfang svovl (1,8 Å) og selen (0,9 Å). Det findes i naturen som gedigent grundstof, tellurider, telluritter og tellurater og udgør hovedbestanddelen af mere end 40 selvstændige mineraler. Det findes ofte som dobbeltsalte med antimon, bismuth, platinmetaller og kviksølv. I sulfosalte kan tellur erstatte antimon.

Forbindelser

Tellurs forbindelser har en række lighedspunkter med analoge selenforbindelser. Oxidationstrin −2 findes i hydrogentellurid, tellan, H2Te, der er en yderst giftig gas. De fleste grundstoffer danner tellurider, og i naturen findes telluridmineraler. Oxidationstrin +4 findes i tellurdioxid, TeO2, der er et krystallinsk stof, og med halogenerne dannes en række forbindelser af typen TeX4, hvor X kan være fluor, klor, brom eller jod. Oxidationstrin +6 kendes i syren Te(OH)6, der er et fast hvidt stof, samt i det gasformige TeF6.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Bostrup, John Rose-Hansen, Svend Erik Rasmussen: tellur i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 10. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=170643