Svovl findes i jordskorpen som sulfatforbindelser (primært gipsaflejringer og anhydrit (CaSO4)) og som sulfidforbindelser (især pyrit (FeS2)). Sulfatforbindelserne opløses gennem forvitringsprocesser og danner frit sulfat, mens pyrit oxideres til sulfat, når der er ilt til stede. Sur nedbør får forvitringsprocesserne til at forløbe væsentligt hurtigere. Opløst oxideret jern i sure miljøer øger endvidere oxidationen af pyrit og dermed sulfatproduktionen. Når det regner, vil den dannede sulfat blive ført til grund- og overfladevandet og ender til sidst i havet.
Planter og bakterier danner organiske svovlforbindelser. De optager sulfat og reducerer det til sulfid, som de indbygger i enzymer og aminosyrer. Dyr optager svovl i form af proteiner fra føden. Når det organiske materiale dør og nedbrydes, frigøres det bundne svovl som svovlgasser: svovlbrinte, dimethylsulfid ((CH3)2S) og carbonylsulfid. Denne direkte omsætning af organisk svovl er uden kvantitativ betydning for det globale svovlkredsløb. Det er til gengæld af stor kvantitativ betydning, at de organiske svovlforbindelser, der gennem millioner af år er aflejret i havbunden og jorden, frigives som svovldioxid i forbindelse med afbrænding af kul og andet fossilt brændstof.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.