Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

svovl (svovlkredsløb)

Oprindelig forfatter HF Seneste forfatter Redaktionen

Svovl. Svovludfældninger giver farvestrålende landskaber; motiv fra området ved Viti-krateret på Island.

Svovl. Svovludfældninger giver farvestrålende landskaber; motiv fra området ved Viti-krateret på Island.

I jordskorpen findes svovl som sulfatforbindelser (primært gipsaflejringer og anhydrit (CaSO4)) og som sulfidforbindelser (især pyrit (FeS2)). Sulfatforbindelserne opløses gennem forvitringsprocesser og danner frit sulfat, mens pyrit oxideres til sulfat, når der er ilt til stede. Sur nedbør får forvitringsprocesserne til at forløbe væsentligt hurtigere. Opløst oxideret jern i sure miljøer øger endvidere oxidationen af pyrit og dermed sulfatproduktionen. Når det regner, vil den dannede sulfat blive ført til grund- og overfladevandet og ender til sidst i havet.

Planter og bakterier danner organiske svovlforbindelser. De optager sulfat og reducerer det til sulfid, som de indbygger i enzymer og aminosyrer. Dyr optager svovl i form af proteiner fra føden. Når det organiske materiale dør og nedbrydes, frigøres det bundne svovl som svovlgasser: svovlbrinte, dimethylsulfid ((CH3)2S) og carbonylsulfid. Denne direkte omsætning af organisk svovl er uden kvantitativ betydning for det globale svovlkredsløb. Det er til gengæld af stor kvantitativ betydning, at de organiske svovlforbindelser, der gennem millioner af år er aflejret i havbunden og jorden, frigives som svovldioxid i forbindelse med afbrænding af kul og andet fossilt brændstof.

Omsætning i atmosfæren

Atmosfæren modtager det meste svovl fra aktiviteter på og i jordskorpen. Ca. 75% kommer fra afbrændingen af fossilt brændstof og i forbindelse med udvinding af metal fra sulfidholdig malm; heraf kommer 9/10 alene fra den nordlige halvkugle. Det er primært gasserne svovldioxid og svovlbrinte, der frigives til atmosfæren. Ca. 10% af det globale bidrag til atmosfæren stammer fra vulkansk aktivitet, mens ca. 15% bliver tilført atmosfæren fra havet i opløst form som aerosoler (sulfat) eller i gasform som dimethylsulfid.

Annonce

I atmosfæren katalyserer ultraviolet sollys oxideringen af dimethylsulfid til svovldioxid, der igen omdannes til svovlsyre.

Omsætning i havbunden

Havet indeholder store mængder sulfat, dels pga. de store tilførsler, dels fordi sulfat opkoncentreres i havet pga. fordampning. Næst efter klor er sulfat den almindeligste anion i havvand med koncentrationer på op til 28 mmol/l. Svovlkredsløbet har derfor afgørende betydning for omsætningen af organisk stof i havbunden.

I de øverste meter af havbunden ånder svovlbakterier med sulfat, mens de omsætter organisk stof, sulfatreduktion, se svovlbakterier. Sulfatreduktionen finder sted i den del af havbunden, hvor der ikke er ilt til stede. I kystnære områder på vanddybder ned til 200-300 m omsættes op til 50% af det organiske stof, der når havbunden, ved sulfatånding. Sulfatåndingen i havbunden er særlig høj om sommeren. I meget belastede områder kan svovlbrinte derfor nå helt op til overfladen af havbunden. Under disse forhold dannes et hvidt lag, et liglagen, af svovlbakterier, der lever af at oxidere svovlbrinten vha. ilten i havvandet, se bundvending. Der findes også sulfatåndende bakterier i bunden af søer og vandløb, men processen er her ikke af samme kvantitative betydning pga. den mindre sulfatkoncentration.

Størstedelen af den dannede svovlbrinte geniltes før eller siden i havbunden ved kemiske eller mikrobiologiske processer. Mindre end 5-10% af den producerede svovlbrinte begraves permanent som pyrit og vil på den måde returnere til jordskorpen om tusinder eller millioner af år.

I dybhavet (dybere end 2,5 km) er der udstrømninger på havbunden, hvor varmt vand, der er rigt på svovlbrinte, kuldioxid, methan og visse metaller, vælder op, se hydrotermiske væld. Her findes et enestående dyresamfund, som er baseret på en avanceret symbiose med svovlbakterier (se kemosyntese og kemolithoautotrof).

Læs mere om svovl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Fossing: svovl (svovlkredsløb) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=167827