Selen. Selen findes i i tre former; her ses de to af dem.

.

Selen, grundstof nr. 34, placeret i det periodiske systems 16. gruppe; atomtegn Se. Selen kendes i flere former: Rødt selen er et typisk ikke-metal, sort selen er også et ikke-metal, men så ustabilt, at det ikke hidtil har haft større interesse, og gråt selen er stabilt og anvendes i halvledere. Når gråt selen belyses, udsender det elektroner ved fotoelektrisk effekt. Selen benyttes endvidere til at give glas rød farve og som katalysator i den organiske kemi.

Faktaboks

Etymologi
Ordet selen kommer af græsk selene 'måne'.

Grundstoffet forekommer i små mængder i kobberglans og udvindes som et biprodukt ved fremstilling af kobber ved elektrolyse.

J.G. Gahn og J.J. Berzelius opdagede i 1817 et rødt stof på væggene i de blykamre, der i den svenske by Falun blev benyttet til fremstilling af svovlsyre, og de mente, at det var en form for tellur. Berzelius studerede stoffet og opdagede i 1818, at det var et hidtil ukendt grundstof, som var beslægtet med tellur. Da tellur var blevet opkaldt efter Jorden, fandt han det naturligt at opkalde det nye stof efter Månen. Selen blev lang tid opfattet som noget af en kuriositet, men i 1873 opdagede Willoughby Smith (1828-91), at selens elektriske ledningsevne vokser, når det bliver belyst.

Egenskaber
Nummer 34
Atomtegn Se
Navn selen
Relativ atommasse 78,96
Densitet 4,81 g/cm3 (20 °C)
Smeltepunkt 221 °C
Kogepunkt 685 °C
Opdagelse 1817 (J.J. Berzelius)

Geokemi og mineraler

Selen er et siderofilt grundstof, dvs. at det koncentreres i Jordens kerne; det udgør gennemsnitlig 0,05 g/t af jordskorpen. I basiske bjergarter og granitter findes i gennemsnit 0,1 g/t, i havvand 0,0004 g/t, i sedimenter 0,4 g/t og i kul 1,5 g/t. Jord kan indeholde op til 20 g/t, de højeste værdier i sur jord, fx på Hawaii. Selen hører til samme hovedgruppe som svovl og erstatter ofte dette, da ionradierne er meget nær de samme: hhv. 1,88 Å for Se2- og 1,72 Å for S2-. Høje selenindhold findes bl.a. i svovlmineraler omkring vulkaner, der kan indeholde over 1 vægtpct. Selen oxideres vanskeligere end svovl og er derfor mindre mobilt. Ved forvitring koncentreres det som selenit på jernoxider og lermineraler. Visse planter, fx Astragalus (ærteblomstfamilien), koncentrerer selen, specielt i basiske jorde. Der kendes 150 selenmineraler i form af rent selen, selenider, selenater og sulfider.

Forbindelser

Selens forbindelser har en række lighedspunkter med analoge svovlforbindelser.

Oxidationstrin −2 findes i selenider, fx magnesiumselenid, MgSe, der med vand danner hydrogenselenid, H2Se, der ligesom H2S er en yderst giftig gas.

Oxidationstrin +4 findes i selendioxid, SeO2, der til forskel fra gassen svovldioxid er et krystallinsk stof og mere stabilt end dette. Det danner med vand syren H2SeO3, hvoraf der kan dannes salte af typen KHSeO3 og K2SeO3.

Oxidationstrin +6 kendes i syren H2SeO4, hvoraf der kan dannes salte, selenater, der har mange lighedspunkter med svovlsyrens salte, sulfater.

Med halogenerne dannes en række forbindelser af typerne Se2X2, hvor X kan være klor, brom eller jod, SeX2, hvor X kan være klor eller brom, SeX4, hvor X kan være fluor, klor eller brom, samt SeF6.

Ernæring

Selen er et livsvigtigt stof, der er bestanddel af mindst to enzymer hos mennesket. Det ene enzym, glutathionperoxidase, indgår i det antioxidative system ved at katalysere nedbrydningen af hydrogenperoxid dannet ved iltstofskiftet i cellerne og medvirker ligeledes ved uskadeliggørelsen af lipidhydroperoxider (se antioxidanter). Det andet selenholdige enzym er nødvendigt for dannelsen af skjoldbruskkirtelhormonet thyroxin.

Hos grise og kyllinger fremkalder selenmangel levercelledød samt led- og muskelforandringer. Udtalt selenmangel kan også hos mennesker fremkalde sjældne hjerte- og ledsygdomme, men i vestlige lande ses disse sygdomme ikke. Selenbehovet har ikke med sikkerhed kunnet fastlægges, men mangelsymptomer forekommer kun ved indtagelse af mindre end 10 μg daglig. Den anbefalede indtagelse er 50 μg daglig for mænd og 40 μg daglig for kvinder, hvilket svarer til danskernes middelindtagelse med kosten. Vigtige kilder til selen er fisk, skaldyr, æg og indvolde.

Der er mistanke om, at en lav selenindtagelse øger forekomsten af kræft. Det er dog endnu uafklaret, om et kosttilskud med en selendosis højere end 40-50 μg daglig kan nedsætte kræftforekomsten. Ved konstateret selenmangel kan kosttilskud med højst 200 μg daglig anbefales.

Forgiftning

Selenoverdosering kan medføre metalsmag i munden og hvidløgsduftende ånde. Kronisk selenforgiftning medfører hårtab og negleforandringer, men også hudforandringer, rødme og blærer samt ændret følesans og lammelser kan forekomme. Synlige negleforandringer ses ved indtagelse af ca. 900 μg daglig. Organiske forbindelser af selen synes at have større tilbøjelighed til at ophobes i kroppen end de uorganiske.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig