rhenium

Rhenium findes i naturen som rent metal, som oxid- og sulfidmineraler ofte sammen med molybdæn, men altovervejende som sporgrundstof i molybdænmineraler, idet rhenium erstatter molybdæn pga. lignende ionradier og ladning. I molybdenit findes op til 2 vægtpct. rhenium. Rhenium koncentreres i den sulfidsmelte, der ofte udskilles tidligt under magmaers størkning i en koncentration på op til 20 mg/t. Granitter har fra under 0,5 til 1 mg/t. Indholdet er højt i kobberskifer, op til 240 g/t, og i kobberrige sandsten findes 0,5-100 g/t.

Rhenium udvindes i forb. med kobberraffinering som et biprodukt fra molybdenit i porfyrkobber og porfyr-molybdæn-forekomster. Mineproduktionen var i 2013 ca. 49 t, reserverne ca. 2500 t. Chile er det betydeligste producentland og har ca. 50 % af reserverne. Prisen er høj, og metallet har begrænset anvendelse i olieindustrien i platin-rhenium-katalysatorer ved fremstilling af benzin og som legeringselement i bl.a. nikkel-superlegeringer. Små mængder bruges desuden i højtemperatur-termoelementer, elektronrør og blitzlamper.

I forbindelser findes rhenium i oxidationstrin op til +7. Rhenium kan også tildeles negative, ikke veldefinerede oxidationstrin i reducerende forbindelser. De højere oxidationstrin er de mest stabile ved stuetemperatur og i luft. Oxidationstrin 0 findes i dirheniumdekacarbonyl, Re₂(CO)₁₀. Alle oxidationstrin fra +1 til +7 er repræsenterede ved halogenforbindelser, fx rhenium(I)jodid, ReI, det mørkerøde rhenium(III)klorid, ReCl₃, der er en såkaldt klyngeforbindelse (eng. cluster compound), og det gule rhenium(VII)fluorid, ReF₇. De lavere oxidationstrin findes overvejende i komplekse hydrider som kaliumoctahydridorhenat(VI), K₂[ReH₈], i carbonyler, fx pentacarbonylrheniumhydrid, HRe(CO)₅, og i metalorganiske forbindelser som fx dicyclopentadienylrheniumhydrid, (C₅H₅)₂ReH. Derudover kendes et stort antal intermetalliske forbindelser, hvori rhenium ikke kan tildeles et bestemt oxidationstrin.