Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kalium (Økologi)

Oprindelige forfattere CHun, JKS og KSkr Seneste forfatter Redaktionen

Kalium er et livsnødvendigt grundstof for levende organismer. Det spiller en vigtig rolle ved regulering af cellers ionbalance, i muskel- og nerveprocesser og aktiverer (som cofaktor) mange enzymer. Kalium er bl.a. knyttet til jordbundens mineralkolloider, der stammer fra forvitrede bjergarter. Planter optager kalium, og for at erstatte den mængde kalium, der fjernes med høstede afgrøder, må man tilføre markerne gødning, fx i form af NPK-gødning, en blanding af kvælstof (N), fosfor (P) og kalium (K).

Efter 1945 har det danske forbrug af denne gødning været stærkt stigende, men i modsætning til kvælstof og fosfor kender man ingen forurenende virkninger i vandmiljøet pga. udvaskning af kalium.

Plantenæringsstof

Kalium er et essentielt plantenæringsstof og udgør 2-6 % af en plantes tørstof. I planter findes stoffet udelukkende som frie kaliumioner, der fungerer som aktivator for mere end 50 enzymer i bl.a. protein- og kulhydratstofskiftet. Kaliumionens høje mobilitet medfører, at den spiller en central rolle ved åbning og lukning af bladenes spalteåbninger og ved opretholdelse af bladcellernes ladningsbalance og pH. Kaliumionen er desuden vigtig for planters vandbalance og saftspænding. Symptomer på kaliummangel ses først på ældre blade, som får gule, gråbrune bladrande og mangler saftspænding.

Annonce

Kaliumtal

Kaliumtallet, Kt, er et mål for jordens indhold af ombyttelig kalium, som let optages af planterne, og som måles ved kemisk jordanalyse. Kt er i fx lerjorder langt mindre end det totale indhold af kalium, da størstedelen er fast bundet og utilgængeligt for planterne. En Kt-enhed modsvarer 1 mg K pr. 100 g jord eller ca. 25 kg K pr. ha i pløjelagets dybde.

Læs mere om kalium.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carsten Hunding, Jan Kofod Schjørring, Kai Skriver: kalium (Økologi) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=103247