• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

calcium (Økologi)

Oprindelige forfattere CHun, JKS og KSkr Seneste forfatter Redaktionen

Calcium tilføres økosystemerne ved forvitring af bjergarter. Det bindes til ler- og humuspartikler i jordbund og vandområders bundlag. Herfra kan frie calciumioner let udvaskes og optages af planter og dyr. I levende organismer findes calcium mest bundet som carbonat eller fosfat og forekommer især i knogler, tænder, skaller, skeletstrukturer hos fx koraller og i forskellige organiske forbindelser.

Mange stofskifteprocesser, fx i nerve- og muskelceller, kan ikke forløbe uden calciumioner. Calcium er desuden nødvendigt for den osmotiske regulering.

Plantefysiologi

Calcium er nødvendigt for plantecellers deling og strækningsvækst, idet det stabiliserer cellevægge og -membraner. Calcium spiller endvidere en vital rolle i kommunikationen mellem forskellige celler og væv; binding af plantehormoner til cellernes overflade udløser en kortvarig stigning i calciumkoncentrationen i cellernes indre, hvilket medfører en aktivering af forskellige biokemiske processer. Ved calciummangel dør planternes vækstpunkter; bladene bliver misdannede med brune rande.

Annonce

Calciumtal

Jords indhold af ombytteligt calcium, dvs. den del af calciumindholdet, som planter kan optage og udnytte, måles i mg pr. 100 g jord og kaldes calciumtallet, Cat. 1 Cat-enhed modsvarer 25 kg calcium pr. ha i pløjelagets dybde på almindelig agerjord.

Læs mere om calcium.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carsten Hunding, Jan Kofod Schjørring, Kai Skriver: calcium (Økologi) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=53543



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. calcium (Økologi) Marker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik