Holmium, grundstof nr. 67; atomtegn Ho. Holmium, der er en af lanthaniderne, blev opdaget i 1878 af Marc Delafontaine (1837-1911) og J.L. Soret; i 1879 blev det fremstillet af P.T. Cleve, som gav det navn. Grundstoffet er et blødt, sølvglinsende metal. Det fremstilles af monazit, hvori der findes ca. 0,05% holmium.

Faktaboks

Etymologi
Ordet holmium kommer af latin Holmia 'Stockholm' og -ium til betegnelse af grundstof.

Metallisk holmium fremstilles af holmiumklorid ved reduktion med calcium. Metallet er forholdsvis stabilt i luften, men opløses let i syrer under udvikling af brint. I kemiske forbindelser optræder det med oxidationstrin +3, fx i holmium (III)klorid, HoCl3; se lanthanider (forbindelser). Holmium og holmiumforbindelser har hidtil kun haft teoretisk interesse.

Egenskaber
Nummer 67
Atomtegn Ho
Navn holmium
Relativ atommasse 164,9303
Densitet 8,795 g/cm3 (20 °C)
Smeltepunkt 1474 °C
Kogepunkt 2700 °C
Opdagelse 1878 ( M. Delafontaine og J.L. Soret)

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig