Udartning, begreb i den kvantemekaniske beskrivelse af fx atomer og molekyler, som refererer til, at mange tilstande kan have samme energi. Disse tilstande kan godt på anden måde være forskellige, fx er 2s- og 2p-orbitalerne i hydrogenatomet udartede, men af meget forskellig rumlig form. Da enhver tilstand i kvantemekanikken er beskrevet ved en bølgefunktion, svarer udartning til, at flere tilstande med forskellige bølgefunktioner har samme energi. Man bruger ofte på dansk det engelske låneord degeneration for begrebet udartning. Se også udartet elektrongas.