Termokemi, den del af kemien, der specielt vedrører varmeudvikling og varmeforbrug ved kemiske reaktioner. Det teoretiske grundlag for termokemi er termodynamikken, hvor især tilstandsfunktionen enthalpi er nært knyttet til varmebegrebet. Tilvæksten i enthalpi for et system er således lig med den tilførte varme fra omgivelserne ved konstant tryk.

Man havde oprindelig den opfattelse, at varmeudviklingen ved en kemisk reaktion var et mål for reaktanternes tilbøjelighed til at reagere med hinanden. Senere blev man klar over, at reaktionstilbøjeligheden (affiniteten) er bestemt af ændringen i fri energi, der afhænger af ændringer i såvel enthalpi som entropi. Eksperimentel termokemi benytter sig af klassisk kalorimetri og desuden af en række specielle teknikker som fx differentialtermisk analyse (DTA) og differential scanning calorimetry (DSC). En af pionererne inden for termokemi var den danske kemiker Julius Thomsen. Se også varmetoning, reaktionsvarme og Hess' lov.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig