.
Licens: Brukerspesifisert
.
Licens: Brukerspesifisert

Massevirkningsloven, i kemien en ligning, der angiver sammenhængen mellem koncentrationerne af de stoffer, der indgår i en kemisk reaktion, når denne er forløbet til ligevægt. Betegnelsen er historisk betinget, og i dag foretrækkes ofte ligevægtsloven i stedet. Den blev fremført og beskrevet første gang af nordmændene C.M. Guldberg og Peter Waage (1833-1900) i 1867. Loven kan belyses ved følgende gasfasereaktion: PCl5 ⇌ PCl3 + Cl2.

Reaktionen er her forløbet til ligevægt, symboliseret ved dobbeltpilen (⇌). Denne tilstand er kendetegnet ved, at koncentrationerne [PCl5], [PCl3] og [Cl2] ikke længere ændrer sig. De enkelte koncentrationsværdier vil bl.a. afhænge af begyndelseskoncentrationerne. Men uanset hvilke værdier ligevægtskoncentrationerne antager, vil der altid gælde følgende relation mellem dem:

Her er K den såkaldte ligevægtskonstant, som kun afhænger af temperaturen, og ligningen er et specialtilfælde af massevirkningsloven for den mere generelle reaktionsligevægt: aA + bB ⇌ cC + dD

Massevirkningsloven kan udledes kinetisk, dvs. ud fra betragtninger vedrørende reaktionshastigheder. En mere tilfredsstillende udledning baseres på termodynamiske betragtninger, af hvilke det fremgår, at loven strengt taget kun gælder under visse idealiserede forudsætninger. Dette kan der tages hensyn til ved at erstatte koncentrationen af hvert stof med stoffets aktivitet, som er en korrigeret (effektiv, aktiv) koncentration. Se også ligevægt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig