Fotokemi, kemisk disciplin, der omhandler kemiske reaktioner, som er sat i gang af elektromagnetisk stråling, i reglen synligt eller ultraviolet lys. Lys kan i lighed med kinetisk (termisk) energi tilvejebringe den nødvendige energi til at starte en kemisk reaktion. Fotokemiske reaktioner er væsentlige fx i atmosfærens kemi, for synsopfattelsen i øjet og i teknikken bag fotografering.

Lys kan opfattes som en strøm af fotoner. Fotonens energi er hν, hvor h er Plancks konstant, og ν er frekvensen. Lys med frekvenser svarende til det synlige eller ultraviolette område har netop tilstrækkelig energi til at inducere et elektronisk kvantespring. I en elektronisk exciteret tilstand af et molekyle vil den mest stabile geometri af atomkernerne ofte være ændret i forhold til den elektroniske grundtilstand, hvilket kan udløse en unimolekylær reaktion som isomerisering eller dissociation. Et vigtigt eksempel er fotodissociation (eller fotolyse) af ozon i stratosfæren O3 → O2 + O. Reaktionen forhindrer, at en del af Solens ultraviolette lys når Jordens overflade.

Fotokemi omfatter også bimolekylære reaktioner, hvor forløbet kan påvirkes ved lysinduceret excitation af reaktanterne, og endvidere mere indirekte mekanismer, fx hvor molekyler vha. lys exciteres til tilstande, som i sig selv ikke giver anledning til kemisk reaktion, men hvor energien kan overføres til andre molekyler i efterfølgende processer. Et meget vigtigt eksempel herpå er fotosyntesen i de grønne blade. Klorofylet i bladene absorberer dele af lyset fra Solen og tilvejebringer herved energi til dannelse af glukose og oxygen af kuldioxid og vand.

Industrielle processer

Enkelte industrielle produkter fremstilles ved fotokemiske processer, fx bekæmpelsesmidlet lindan (hexaklorcyklohexan), der fremstilles ved fotoklorering af benzen. Nedbrydningen af miljøskadelige organiske forbindelser kan ske ved fotooxidation med ozon eller hydrogenperoxid som oxidationsmiddel og ved fotokatalytisk oxidation med ilt som oxidationsmiddel og titanoxid som katalysator.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig