Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

dissipative strukturer

Oprindelig forfatter PGS Seneste forfatter Redaktionen

dissipative strukturer, fællesbetegnelse indført af I. Prigogine for svingninger, bølger eller andre mønstre, der dannes uden ydre anledning i fysiske, kemiske eller biologiske systemer langt fra termodynamisk ligevægt. I et væskelag, der opvarmes fra neden, ses fx under passende forsøgsbetingelser en bikagelignende struktur af op- og nedadgående væskestrømninger.

Dissipative strukturer kan også dannes under forløbet af visse kemiske reaktioner, hvor vekselvirkning mellem reaktion og diffusion frembringer koncentrationsvariationer i form af cirkel- eller spiralbølger. Dissipative strukturer er vigtige for biologisk vækst og formdannelse (morfogenese). Det sort-hvide mønster på en zebra er et eksempel på en "indfrossen" dissipativ struktur.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Preben Graae Sørensen: dissipative strukturer i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. januar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=65312