Raoults lov, regel i kemien vedr. damptryk af flydende blandinger. Reglen siger, at damptrykket (se partialtrykket) af en komponent i dampfasen, over en væskeblanding, er lig med molbrøken af samme komponent, i væskefasen, ganget med damptrykket af den rene komponent ved samme temperatur. I en ideal blanding er dette opfyldt for alle komponenter, hvilket normalt kun er tilfældet, såfremt komponenternes molekyler ligner hinanden meget.