bejdsning

Bejdsning, en proces, ved hvilken man forandrer et materiales overflade. Hertil anvendes forskelligartede væsker, kaldet bejdser. Bejdsning anvendes ved farvning af tekstiler og træ, ved rensning af metaloverflader, ved imprægnering af hår og blomster samt ved afsvampning af sædekorn.

Ved farvning af tekstiler skal farvestoffet bindes så godt som muligt til taverne, og dette kan gøres ved først at bejdse dem. Der kan anvendes organiske stoffer som tannin (garvesyre), syntetiske stoffer eller uorganiske stoffer som fx aluminiumsulfat. Koges uld i en fortyndet opløsning heraf, hydrolyseres aluminiumsulfat til aluminiumhydroxid, som binder sig til ulden. Farvestoffer med sure grupper kan herefter bindes, hvorved der dannes en farvelak. Det samme farvestof kan med forskellige farvelakker give forskellige farver. Således får man med alizarin og aluminiumbejdse en rosa farve, mens man med en jernbejdse får en sort farve.

Træ bejdses for at give det farve eller for at få det til at ligne en kostbarere og mørkere træsort. Bejdserne er opløsninger eller opslæmninger af farvestoffer, pigmenter eller metalsalte i vand eller organiske opløsningsmidler, ofte tilsat lidt bindemiddel.

Metaloverflader bejdses for at frembringe et tiltalende ydre eller for at forberede til belægning med andre metaller eller fx med emalje. Det, man ønsker at fjerne ved bejdsningen, er i reglen metaloxider, der stammer fra støbning, varmdeformation eller varmebehandling. Bejdsebadets sammensætning, pH og temperatur tilpasses den enkelte opgave. Jernoxider på ulegerede og lavtlegerede ståltyper fjernes i fortyndet saltsyre eller svovlsyre, mens de mere stabile oxider på rustfrit stål og superlegeringer bejdses i flussyre-salpetersyre blandinger. For at forhindre angreb på grundmetallet gøres bejdsningen kortvarig, og der tilsættes stoffer, der hæmmer angrebet (inhibitorer). Se også brintskørhed.