PH-meter, apparat til måling af en væskes pH-værdi (se pH). Et pH-meter er en type voltmeter, der er designet til at måle spændingen på en glaselektrode i forhold til en referenceelektrode. Nyere pH-metre indeholder også en analog til digital-konverter, som omsætter den målte spænding til et tal på et display, således at pH-værdien kan læses direkte. Se også syre-base-teori.