Elektropolering, elektrolytisk teknik til polering, dvs. dannelse af plane overflader på metalprøver. Prøven underkastes ofte først en mekanisk planslibning, hvorefter den gøres til anode i en elektrolysecelle. Overfladelaget går herved i opløsning således, at der fra forhøjningerne, hvor overfladelaget er tyndere, fjernes materiale hurtigere end fra gruberne, hvor overfladelaget er tykkere. På den måde udviskes højdeforskellene, og en mere plan flade opnås.