Faktaboks

Niels Janniksen Bjerrum
Født
11. marts 1879
Død
30. september 1958

Niels Janniksen Bjerrum.

.

Niels Janniksen Bjerrum, 11.3.1879-30.9.1958, dansk kemiker af stor international berømmelse. Søn af øjenlægen, professor Jannik Bjerrum og fader til kemikeren Jannik Bjerrum.

Niels Bjerrum er især kendt for sine arbejder over vandige elektrolytopløsningers fysisk-kemiske egenskaber. Han var ophavsmand til teorien om, at de såkaldte "stærke elektrolytter" i vandig opløsning var fuldstændig spaltede i elektrisk ladede atomer eller atomgrupper, kaldet ioner.

De tilsyneladende afvigelser, der talte mod denne teori, skyldtes de elektriske tiltrækningskræfter, der findes mellem positivt og negativt ladede ioner. Bjerrum var den første i Danmark, der gennemførte et dybtgående studium af teorien for titrering af syrer og baser. Hans tidligste arbejder var vigtige bidrag til den uorganiske kemi, specielt til chroms kemi, der var hovedtemaet for hans disputats, som blev antaget 1908.

Niels Bjerrum arbejdede derefter nogle år i Berlin, hvor han publicerede nogle opsigtsvækkende arbejder over molekylfysiske emner. Han viste bl.a., at det var muligt at beregne molekylære gassers varmekapaciteter fra deres infrarøde spektre, og anvendte som den første infrarøde spektre til beregninger af molekyldynamiske forhold. I 1912 vendte han tilbage til Danmark og blev 1914 professor i kemi ved Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole.

Derefter forlod han sine spektroskopiske studier og genoptog studierne over vandige opløsningers fysisk-kemiske forhold sammen med indenlandske og udenlandske medarbejdere og elever og gjorde sit laboratorium verdenskendt.

Bjerrum var medlem af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab og af mange udenlandske videnskabelige akademier og blev udnævnt til æresdoktor ved Danmarks Tekniske Højskole (DTU) samt ved universiteterne i Göttingen og i Åbo.

Selvom Niels Bjerrum havde mange gøremål, varetog han sin lærergerning ved Landbohøjskolen med stor omhu og skrev til brug for sin undervisning en lærebog i kemi, der på grund af sin høje kvalitet blev oversat til engelsk, tysk og russisk.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig