Skatol, C9H9N9, 3-methylindol, hvidt, krystallinsk stof med smp. 59 °C og kp. 265 °C. Skatol har i yderst fortyndede opløsninger en behagelig duft, men er ellers kendt som et stof med en kraftig og meget ubehagelig fækal lugt. Stoffet kan dannes i tarmen hos især hangrise (men ikke hos kastrerede grise) ved en mikrobiel omdannelse af aminosyren tryptofan. Skatol kan også syntetiseres fra propionaldehydfenylhydrazon.

Faktaboks

Etymologi
Ordet skatol kommer af græsk skor 'møg', gen. skatos, og -ol.

Levnedsmiddelvidenskab

For at opnå højere kødprocent og efter dyreetiske overvejelser indledte Danske Slagterier produktion af kød fra ikke-kastrerede hangrise i 1990'erne. Enkeltdyr, hvis kød efter opvarmning får en udtalt "ornelugt", skulle frasorteres til speciel anvendelse. Ud fra antagelser om, at skatol var årsag til ornelugt, blev der udviklet en analysemetode for skatol til anvendelse på slagterierne. Siden blev anvendelse af ikke-kastrerede hangrise dog nedtonet, idet der på eksportmarkeder var manglende accept af, at skatol alene er årsag til ornelugt; også androstenon, et omdannet kønshormon, bidrager til lugten.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig