Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

koffein

Oprindelige forfattere JPKa og SHHa Seneste forfatter Redaktionen

koffein, coffein, caffein, C8H10N4O2, hvidt stof med bitter smag og smp. 238 °C (kan sublimere ved 178 °C). Koffein, der er et alkaloid, findes i kaffebønner (1-1,5 %) og teblade (op til 5 %) samt i en række andre naturprodukter (bl.a. kakao og cola). Forbindelsen udvindes bl.a. fra te, men kan også syntetiseres ud fra urinsyre og urinstof.

Farmakologi

Ordet koffein kommer af nylatin coffeinum, caffeinum, af kaffe og -in.

Indtaget som lægemiddel mod hovedpine i doser på 50-100 mg svarende til en almindelig kop kaffe har koffein en svagt stimulerende virkning på centralnervesystemet. Større doser kan medføre søvnløshed, muskeluro og hjertebanken, men dødelige forgiftninger kendes ikke. Ved pludseligt ophør efter længere tids indtagelse af store doser kan der ses milde abstinenssymptomer.

Koffein er dopinglistet, men den tilladte urinkoncentration (12 μg/ml) overskrides ikke ved almindelig indtagelse af kaffe eller cola.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Peter Kampmann, Steen Honoré Hansen: koffein i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=107847