Gasafgiftning, fjernelse af giftige komponenter fra gas, specielt fra kulgas. Den rå kulgas indeholder en række giftige bestanddele; af disse fjernes fx hydrogencyanid (HCN) og nogle svovlforbindelser, ved at gassen går igennem et lag af gasrensemasse. Men gassen indeholder stadig 8-10 % carbonmonoxid (CO), hvilket gør den stærkt giftig. En afgiftning kan ske ved konvertering ved høj temperatur (400-500 °C): Vanddamp tilsættes, og ved hjælp af en katalysator foregår konverteringen CO + H2O → CO2 + H2. Denne proces er dog kun blevet anvendt af få kulgasværker.