Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

koksværk

Oprindelig forfatter LAHa Seneste forfatter Redaktionen

koksværk, anlæg til afgasning af kul med det formål at opnå særlige kokskvaliteter. I koksværker er koksene altså hovedproduktet, mens gassen er et biprodukt; i gasværker forholder det sig omvendt. Koks fra koksværker bruges først og fremmest til udsmeltning af jern fra jernmalme (se koks). Der bruges også specielle koks til fx smeltning af jern i jernstøberier og til kalkbrænding.

Den ønskede kokskvalitet opnås ved blanding af egnede kultyper, ofte med et lavt gasindhold. Kullene knuses, før de fyldes i koksovnens kamre, som er bygget af ildfaste sten. Kamrene er vandretliggende, 10-15 m lange, nogle få meter høje og kun ca. 0,5 m brede. Herved sikres en passende hurtig gennemvarmning. Imellem kamrene er der ildkanaler, hvori der brændes gas. Ved opvarmningen bliver kulblandingen først blød, og kornene bager sammen. Senere, når afgasningen er forbi, og temperaturen er steget til ca. 1000 °C, bliver massen hård. De færdige koks stødes ud af kammeret med et stempel. De er stadig glødende, og de afkøles straks med vand.

Princippet i koksovnens opbygning som beskrevet ovenfor blev udviklet ca. 1860. Forbedringer (Koppers- og Becker-ovne) blev udviklet i begyndelsen af 1900-t., og disse typer bruges stadig; den mellemliggende udvikling har omfattet forbedringer af varmeøkonomi, mekanisering og konstruktionsmaterialer.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
L. Alfred Hansen: koksværk i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=108025