Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

gasværk

Oprindelige forfattere CliHa og LAHa Seneste forfatter Redaktionen

Gasværk. Odense Gasværk; litografi fra ca. 1860. De første danske gasværker var relativt små industrielle anlæg. I 1855 havde Odense, der dengang var Danmarks næststørste by, ca. 13.000 indbyggere, men under 500 gasforbrugere.

Gasværk. Odense Gasværk; litografi fra ca. 1860. De første danske gasværker var relativt små industrielle anlæg. I 1855 havde Odense, der dengang var Danmarks næststørste by, ca. 13.000 indbyggere, men under 500 gasforbrugere.

gasværk, anlæg til fremstilling af kulgas ud fra stenkul eller brunkul.

I 1792 begyndte skotten W. Murdock (1754-1839), en af James Watts medarbejdere, at fremstille kulgas til privat brug. Det første industrielle gasværk blev bygget i 1803 i Birmingham på Watts maskinfabrik. I de første mange år brugtes kulgas kun til belysning. Gasflammen lyser ret stærkt med gul farve på grund af sit indhold af glødende kulpartikler (se flamme). Af samme grund soder gasflammen stærkt, og gassen er derfor umiddelbart uegnet som varmekilde. Opfindelsen af bunsenbrænderen (1855) rådede bod på dette problem, og da prisen på gas samtidig faldt stærkt, blev kulgassen efterhånden en vigtig varmekilde, både i husholdningen og i industrien. Omkring 1890 gjorde auerbrænderen det muligt at opnå et stærkt, hvidt gaslys med et beskedent gasforbrug. Disse lamper blev benyttet til gadebelysning i København indtil 1961.

Gasværker i Danmark

I Danmark kan anlæggelsen af gasværker opdeles i to faser. Den første fase fra 1853 til ca. 1870 begyndte ved åbningen af Danmarks første gasværk i Odense i 1853. Værket blev på borgerrepræsentationens initiativ anlagt af de danske ingeniører Thomas Alfred English (1819-89) og C.J. Hanssen (1821-1916). Kapitalen bag anlægget stammede dog primært fra England, bl.a. fra jernbaneentreprenørerne Samuel Morton Peto (1809-89), Edward Ladd Betts (1815-72) og Thomas Brassey (1805-70). Storkøbmanden Regnar Westenholz var den eneste dansker, der skød penge i foretagendet. Værket blev drevet af det til formålet dannede Det Danske Gaskompagni, som i tiden frem til 1860 anlagde yderligere otte gasværker i større provinsbyer samt på Frederiksberg. København valgte efter lange diskussioner i 1856 selv at anlægge og drive byens gasværk. Det skete primært for at undgå forhandlingsproblemer med en privat entreprenør og for at sikre kommunen selv et evt. overskud af værkets drift, mindre fordi man betragtede oplysning af byens gader som en kommunal opgave. Værket blev sat i drift i 1857.

Annonce

Københavns Kommunes initiativ demonstrerede, at kommuner med succes selv kunne anlægge og drive gasværker, og da Det Danske Gaskompagni samtidig fandt det økonomisk uinteressant at opføre gasværker i de mindre byer, blev resultatet, at så godt som alle gasværker anlagt efter 1857 var kommunale. I 1870 var der 27 kommunale værker mod kun ni private. Denne tidlige kommunale dominans var særegent dansk; først ca. 25 år senere slog dette mønster igennem i vore nabolande. Også på et andet felt skilte Danmark sig ud, nemlig ved allerede i 1860'erne at introducere lavere priser på gas brugt til opvarmning (såkaldt kogegas) end på gas brugt til belysning. Oprindelig var gassen alene tænkt anvendt til belysning. Men denne ene anvendelse truede værkernes rentabilitet, da forbruget i sommerhalvåret var så lavt, at det heraf følgende underskud belastede indtjeningen i vinterhalvåret hårdt. Ved at sænke priserne på kogegas opnåede man et højere og over året jævnere fordelt gasforbrug.

I 1870 var der 38 gasværker i Danmark, og den første anlægsfase var ovre. Omkring 1890 begyndte den næste fase, som varede til ca. 1915; der var da ca. 120 værker i drift i Danmark. Efter 1924 var de alle på nær gasværket i Odense kommunale, idet Det Danske Gaskompagnis værker efterhånden var blevet købt af de respektive kommuner. Antallet af gasværker forblev nogenlunde konstant frem til omkring 1950, da kulgassen efterhånden fik stærk konkurrence fra andre gastyper. Økonomien blev yderligere belastet af oliefyringens hurtige udbredelse, der medførte, at det blev stadig vanskeligere at afsætte koks. Overgang til brug af propan-butan-gas fortyndet med luft og fordelt i det eksisterende ledningsnet blev i mange tilfælde et økonomisk godt alternativ til hovedreparation af et aldrende kulgasværk. Elektriske komfurer gjorde yderligere indhug i kulgassens marked, og den danske naturgas fra Nordsøen udkonkurrerede kulgassen definitivt. I 1983 nedlagdes det sidste danske kulgasværk, Strandvejsgasværket i København.

Gasfremstilling

Det første trin i den lange række af processer, der fører fra kul til brugsklar gas, er afgasningen: Kul ophedes uden luftens adgang i en retort, som er bygget af ildfaste sten (chamottesten, silikasten). Retorterne er formet som lange rum med firkantet eller ovalt tværsnit. Der er blevet udviklet en lang række typer: liggende, hældende og lodrette. Retorterne er indbygget i ovne, hvori der forbrændes gas: kulgassen eller en på stedet fremstillet generatorgas (se gasgenerator). Kullene afgiver vanddamp, gas og tjære. Tilbage i retorten bliver koks, som består af kulstof og kullenes askebestanddele.

Den rå gas indeholder et meget stort antal forskellige kemiske forbindelser, hvoraf de fleste er uønskede som bestanddele af den færdige gas, men for manges vedkommende værdifulde, når de er udskilt. Ved afkøling til ca. 70 °C udskilles tjæren og en del vand; men der vil restere et væsentligt indhold af letflygtige tjærebestanddele, fx benzen og toluen, som fjernes ved absorption i en tungtflygtig olie. Gassens indhold af svovlbrinte og cyanbrinte fjernes ved passage igennem et lag af myremalm, se gasrensemasse.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Cliff Hansen, L. Alfred Hansen: gasværk i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=82458