Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kemometri

Oprindelig forfatter RaBro Seneste forfatter Redaktionen

kemometri, videnskabelig disciplin, der uddrager og visualiserer information fra komplicerede kemiske data. Kemometrien blev udviklet i begyndelsen af 1970'erne for at håndtere de mange data, som nye kemiske måleapparater kunne registrere samtidigt på en enkelt prøve. De klassiske statistiske teknikker kunne ikke klare denne opgave. Metoderne, der er udviklet i kemometrien, finder i stigende grad også anvendelse inden for andre områder end kemien.

2. led i ordet kemometri er -metri, se -meter.

Kemometri kan karakteriseres ved, at metoderne håndterer mange samtidige målinger (multivariat); den søger efter underliggende strukturer, dvs. om samtidige målinger af forskellige størrelser er indbyrdes afhængige, fx bestemt af underliggende genetiske faktorer; den er hypotesedannende, dvs. at der på basis af observationerne kan opstilles hypoteser om sammenhænge; og endelig anvender den grafik til at anskueliggøre sammenhænge mellem forskellige observationer.

Statistik og matematik er hjælpeværktøjer i kemometrien, men de anvendes på en mere udforskende måde end den, der almindeligvis kendes fra naturvidenskaberne. Hvor man normalt opstiller en hypotese og derefter ved målinger og statistik undersøger, om resultaterne bekræfter eller afkræfter hypotesen, lader kemometrien i stedet hypoteser og forståelse komme direkte fra visualisering af observationer i naturen.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Rasmus Bro: kemometri i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 28. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=105472